(Last Updated On: 2. oktober 2017)

Den første søndag i oktober bliver der afholdt “Den Store Svømmedag” i forskellige svømmehaller rundt om i Danmark. Også i Stevnsbadet, hvor det i år lykkedes SHS-Stevns at opnå en flot tredjeplads i kategorien »Flest svømmere i vandet

Store Heddinge: Alder var ingen hindring, da Stevnsbadet og SHS Stevns søndag den 1. oktober inviterede til “Den Store Svømmedag” i bassinerne på Parkvej. Ældste svømmer, der deltog, var født i 1935, og yngste svømmer er endnu ikke fyldt et år. Det betyder nemlig ikke noget, hvor gammel man er, bare man er glad for vand, og det var der rigtig mange, der var.

I dagens anledning var der nedsat billetpris til varmtvandsbassinet, som ind imellem fyldt til bristepunktet. Men selv om man var kommet for en varm og afslappende oplevelse i det grå søndagsvejr, var der alligevel en del af disse besøgende, som smuttede en tur ind i den store hal og bidrog i konkurrencen.

Flot tredjeplads

345 deltagere var i vandet i løbet af de seks timer arrangementet varede, og de var med til at placere SHS-Stevns på tredjepladsen – og det udløste 2.000 kroner i præmie. Mange børn sprang i bølgerne i håbet om, at en eventuel præmie vil blive brugt til noget, der kan bruges til sjov leg i vandet, så det ventes der nu med spænding på.

Rigtig mange opnåede store personlige rekorder, som de slet ikke havde drømt om. Lille Anna på syv år havde sat sig for at opnå 100 meter – og svømmede over en kilometer. Shadir på 12 år og hendes søster Salma på ti år skal først starte på et svømmehold på onsdag, men de svømmede sig – på deres helt egen måde – til henholdsvis 800 meter og 2.500 meter.

SHS-Stevns’ konkurrence- og talentafdeling havde som sædvanligt mange ihærdige svømmere med, heriblandt Johannes Frimodt-Møller på 15 år, der opnåede den længste distance på dagen med 17,3 kilometer, Anna Søltoft Christensen på 14 år rundede 12 kilometer, og Laura Kruse på bare 12 år svømmede 10 kilometer.

SHS-Stevns og Stevnsbadet siger tusind tak til alle, der kom og deltog i Store Svømmedag og stor tak til alle de frivillige hjælpere, der var med til at gøre dagen mulig.

(Privatfotos)

Skriv en kommentar