(Last Updated On: 7. januar 2020)

Uddeling fra Stevns Turistforening

Landcyklerne, der er kommet godt fra start, var et af de projekter, som Stevns Turistforening valgte at støtte med 5.000 kroner i 2019. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Donationer: Stevns Turistforening har i 2019 uddelt støttemidler til otte stevnske projekter. Pengene kommer fra turistforeningens indtægter fra Feriepartner Møn – Stevns A/S, som Stevns Turistforening er medejer af, og som udlejer sommerhuse i Vordingborg, Faxe og Stevns kommuner. Det oplyser Stevns Turistforening i en pressemeddelelse.

En del af indtægterne fra sommerhusudlejningen kommer således lokalsamfundet til gode i form af støtte til lokale begivenheder. I løbet af 2019 valgte Stevns Turistforening at uddele 5.000 kroner til otte forskellige projekter.

Cykeludstyr, musik og mad

Følgende projekter har i løbet af 2019 fået tildelt støtte fra turistforeningen:

Stevns Cykelturistforening til indkøb af cykler, hjelme, skilte og brochurer, Julemarked for De Kræsne til udvikling af hjemmesiden stevnsjulemarked.dk, Rødvig Borgerforening til musik til deres markedsdag, Sol over Stevns i markedsføringsbidrag, Rødvig Badelaug tilskud til en kommende sauna, teaterforestillingen Urklang, Selskabet Højeruplund til fejring af 800-året for Dannebrog og endelig fik også Livsnyder og Bonderøv 5.000 kr. til brug for deres deltagelse på Madens Folkemøde.

– Vi ønsker med uddelingerne at støtte lokale projekter, der kan skabe aktivitet og meget gerne trække turister til Stevns. Nogle af pengene fra sidste års turister bliver på denne måde til aktiviteter, der kan tiltrække næste års turister, udtaler formanden for Stevns Turistforening, Kathrine Hendriksen.

– Vi forsøger i forbindelse med støtten at få modtagerne til at give nogle tilbagemeldinger, så vi kan blive klogere på, hvilken effekt de forskellige aktiviteter har. Det kan være omsætning, besøgstal eller hvad der måtte aktuelt for det konkrete projekt, tilføjer formanden.

75.000 kr. uddeles i 2020

Stevns Turistforenings bestyrelse indstiller til generalforsamlingen den 27. april 2020, at der i budgettet for 2020 afsættes 75.000 kroner til uddeling af støttemidler.

Skriv en kommentar