(Last Updated On: 23. juli 2015)

Det er ikke ualmindeligt, at folk har 25 års jubilæum på en arbejdsplads, og 40 år er også set nogen gange. Men 50 år hører til de absolutte sjældenheder. Bodil Olsen kan fejre det usædvanlige jubilæum i Nordea i Store Heddinge på næste lørdag – og som hun selv siger, så er det ikke gået helt op for hende, at der er gået så mange år

Bodil Olsen1

(Foto: Rikke Michael Hansen)

STORE HEDDINGE: 17 år gammel startede Bodil Olsen – dengang var efternavnet Ravnshøj – som elev i Store Hedinge Bank (med ét d i Hedinge), som havde til huse i Algade nummer 17. Det var den 1. august 1965.

”Jeg husker min første dag i banken, som var det i går”, fortæller Bodil Olsen, der også kan huske, at hendes far var med til den forudgående jobsamtale, som altså resulterede i en ansættelse.

Læretiden strakte sig over de følgende tre år og foregik både i banken i Algade samt på handelsskolen i Køge. Store Hedinge Bank blev i 1967 til Privatbanken, og efter en fusion mellem Privatbanken, Andelsbanken og Sparekassen i 1990 kom arbejdsgiveren til at hedde Unibank. Ti år senere skete endnu en fusion til den fællesnordiske finanskoncern Nordea, som banken hedder i dag.

Og Bodil har imponerende nok været med hele vejen. På næste lørdag kan hun fejre 50 års jubilæum i banken. Og til det uundgåelige spørgsmål om, hvor længe hun bliver ved, lyder svaret promtpe:

”Jeg ved det ikke. Jeg tager et halvt år ad gangen – men jeg bliver her nok ikke, til jeg er halvfjerds”.

Jubilæet fejrer Bodil sammen med sin familie om lørdagen, og mandag den 3. august er der reception i Nordea på Nytorv. Det er mellem kl. 14 og 16, og kunderne er meget velkomne til at kigge forbi og hilse på.
rmh

Læse hele portrættet af 50 års-jubilaren i lørdagens udgave af Stevnsbladet.

 

 

 

 

Skriv en kommentar