(Last Updated On: 31. marts 2014)

På tirsdag den 1. april kan Pia Martinus fejre 25 års jubilæum som dagplejer

Dagplejer
Forrest fra venstre ses Theis, Filippa, Mille, Pia, Victoria og Jerry. (Foto: Rikke Michael Hansen)

ST. TÅRNBY: Modtagelsen er varm og livlig ved ankomsten til den private dagpleje Blæksprutten på Køgevejen. De fire ”store” børn er straks henne ved døren: Mille og Filippa er ivrige efter at sig hej, Jerry vil gerne fortælle historier, mens Theis viser sit legetøj frem. Den femte og yngste – hun hedder Victoria, og startede i december sidste år – er travlt optaget med at køre en lyserød dukkeklapvogn frem og tilbage på gulvet i legestuen. Dagplejer Pia Martinus er der selvfølgelig også. Hun holder sig lidt i baggrunden, for børnene klarer velkomsten helt fint uden hendes hjælp. Alle fem er de vidt forskellige personligheder, og da velkomsten er overstået, og børnene igen er dybt optaget af at lege, er det netop én af de ting, som Pia Martinus fremhæver ved arbejdet med børn. ”Det gik første gang op for mig, hvor forskellige børnene er, dengang jeg havde tre drenge, der aldersmæssigt lå indenfor fjorten dage. Der var den stille dreng, der var bulderbassen og så var der ham den kloge, musikalske dreng – og de skulle behandles på vidt forskellige måder”, husker Pia tilbage. For Pia er det vigtigt at møde børnene, hvor de er og arbejde ud fra deres behov. Der skal være tid og rummelighed til det enkelte barn, og hun vil gerne give børnene en rolig start, inden de skal ud i de større rum, som børnehaven og skolen er. Udover en rolig og stabil hverdag i trygge rammer, vægter Pia også ture ud af huset højt, for som hun siger ”børnene skal ud og opleve livet”. I løbet af året er der ture til skov, strand, bondegård, sommerhus, teater, rytmik i Hårlev og ture til Køge – og gerne med bus eller tog, for det kan børnene rigtig godt lide. En stor familie I 2007 valgte Pia at gå fra offentlig til privat dagplejer i Stevns Kommune, hvor hun frem til nu har været i tretten år. Inden da var hun dagplejer på Amager i København i tolv år, og på tirsdag den 1. april kan hun fejre 25 års jubilæum. 56 børn er det blevet til, og på væggen i legestuen hænger en collage med fotos af dem alle sammen – næsten, der mangler vist to. Pia har altid ville arbejde med børn. Selv fik hun sin første dreng som nittenårig. Knap to år senere fulgte dreng nummer to, og siden kom en pige og endnu en dreng til verden. Pias nuværende mand har også en pige og en dreng, og dertil kommer fire børnebørn – indtil videre. Så børn fylder meget i Pias liv, og det vil det fortsætte med – hvis hun selv må få lov at bestemme – for hun kunne ikke forestille sig at lave noget andet. På jubilæumsdagen den 1. april holder Pia åbent hus fra klokken 15.00, hvor både nye og gamle børn er meget velkomne til at kigge ind – og familien er selvfølgelig også inviteret. rmh

Skriv en kommentar