(Last Updated On: 21. januar 2020)

Læs seneste nyt, opdateret tirsdag den 21.01. kl. 10.35: Mand afgået ved døden efter brand

Med svær røgforgiftning

Et stort antal redningskøretøjer måtte mandag formiddag rykke ud til en husbrand i Strøby. (Fotos: Dan Konradsen)

 

Strøby: Politi og brandvæsen modtog mandag formiddag den 20. januar kl. 10.05 anmeldelse om brand i et rækkehus på Strøby Bygade.

Blandt andet brandbiler, en lægebil, en ambulance samt en lægehelikopter ankom til stedet, og en 70-årig mand blev reddet ud af det brændende hus.

Den 70-årige var ifølge Midt- og Vestsjællands Politi noget påvirket af hændelsen og modtog på stedet intensiv behandling for røgforgiftning, hvorefter manden blev fløjet til Rigshospitalet og indlagt til yderligere behandling for røgforgiftning og brandsårskader.

Strøby Bygade blev for en kort periode afspærret i forbindelse med helikopterlandingen.

Mandskabet fra ETK Brand & Redning fik hurtigt kontrol over ilden i rækkehuset.

Godt to timer senere, kl. 12.10, kunne det sidste redningskøretøj køre fra stedet, som nu er blevet afspærret af Skadeservice.

Årsagen til branden er ukendt. Politiets teknikere vil tirsdag undersøge sagen nærmere.
rmh

Skriv en kommentar