(Last Updated On: 21. marts 2022)

Strøby: Lørdag eftermiddag den 19. marts kl. 15.10 anmeldte pårørende til en 9-årig dreng fra Klippinge, at drengen i forbindelse med passage af vejen var blevet strejfet af en bilist, så drengen var kommet til skade. De pårørende havde kørt drengen til skadestuen, hvor han blev behandlet for en lettere kvæstelse.

Politiet fik klarlagt, at den 9-årige dreng var blevet ramt af et sidespejl på en bil, der blev ført af en 77-årig kvinde fra Strøby i nordlig retning ud for et busstoppested. Bilisten og drengens forældre havde udvekslet oplysninger på uheldstidspunktet.

Efterfølgende kørte politiet til bilistens adresse, hvor politiet kunne konstatere, at et sidespejl på hendes bil var blevet ødelagt som følge af sammenstødet med den 9-årige dreng.

Politiet har optaget rapport om uheldet på grund af personskaden hos den 9-årige samt for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

Skriv en kommentar