(Last Updated On: 20. oktober 2016)

Politi-uniformStore Heddinge: Kl. 12 onsdag den 19. oktober anmeldte pårørende til en 97-årig kvinde fra Store Heddinge, at en fremmed mand dagen forinden kl. cirka 10.15 havde ringet på døren. Da kvinden åbnede døren, havde han mast sig indenfor i lejligheden; på vej ind fik han næsten væltet den 97-årige.

Da der netop var blevet installeret nye radiatorer i den 97-åriges lejlighed, spurgte hun, om manden kom på uventet besøg i den anledning. Manden bekræftede dette og var rundt i samtlige rum med den 97-årige, som dog havde svært ved af følge med rundt grundet gangbesvær.

Til sidst forlod han stedet og oplyste at ville spise sin frokost på en bænk udenfor sammen med nogle venner. Disse kom dog aldrig, ligesom manden heller ikke spiste sin frokost på bænken.

Der var tilsyneladende intet stjålet i den 97-åriges lejlighed.

Manden beskrives som: 175-180 cm. høj, almindelig af bygning, sort hår, iført mørkt tøj. Han talte dansk og forsvandt i området i ukendt retning. Den pårørende har nu advaret om at lukke fremmede ind i lejligheden.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området tirsdag formiddag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

rmh

 

Skriv en kommentar