(Last Updated On: 24. maj 2022)

Store Heddinge: Tirsdag i sidste uge blev den nye afdeling af Køge Handelsskole – med adresse på Algade 36 i Store Heddinge – officielt indviet med snoreklip, taler og festlig åbningsreception.

Til i fællesskab at klippe den røde snor over var borgmester i Stevns Kommune, Henning Urban Dam (S) og økonomichef på Køge Handelsskole, Ulla Dalgaard, der indledte med at byde velkommen til de mange fremmødte. Hun benyttede samtidig lejligheden til at takke Stevns Kommune for opbakningen i opstartsfasen.

– Det er vigtigt for os at være lokalt forankret, og at muliggøre at mennesker bliver uddannede tæt på, hvor de bor. Derfor er det her projekt blevet søsat, sagde Ulla Dalgaard.

Borgmester Henning Urban Dam (S) og økonomichef på Køge Handelsskole, Ulla Dalgaard klippede snoren i fællesskab. (Foto: Karina Anée Købke)

Uddannelse er en hjørnesten

– Åbningen i dag betyder rigtig meget. Mit håb er, at det her tilbud kan gøre det mere attraktivt at uddanne sig på Stevns, sagde borgmesteren, som påpegede, at Stevns er en kommune uden mange uddannelsesmuligheder efter grundskolen.

– Måske som følge af det, har vi lidt for mange unge, som går hen og bliver voksne uden en ungdomsuddannelse.

Flere undersøgelser og statistikker viser, at det at have gennemført en uddannelse er af afgørende betydning for de muligheder, man får gennem livet. Det handler både om selvstændighed og selvforsørgelse og om de muligheder og den frihed, der følger med.

– Uddannelse er med andre ord en hjørnesten i voksenlivet. Derfor er det også vores pligt som kommune og uddannelsesinstitutioner at skabe de bedste rammer for, at alle kommer med og får en uddannelse, konkluderede Henning Urban Dam og ønskede stort tillykke til både Køge Handelsskole, til Stevns kommune – og mest af alt til alle de unge og voksne på Stevns, der nu får et lokalt uddannelsestilbud.

Er kommet godt fra start

I første omgang har afdelingen siden 2. maj været åbent for ordblindeundervisning og forberedende voksenundervisning (FVU).

Åbningen blev fejret med fyldte croissanter og hjemmebagt kransekage. (Foto: Karina Anée Købke)

Næste skridt bliver at organisere AMU-kurser lokalt.

– Vi har fået en forrygende start her på Stevns, men jeg tror, at vi får endnu flere tilmeldinger, når Køge Handelsskoles navn er slået helt fast på adressen, siger Mette Koch, der er daglig leder i filialen på Stevns.

Derudover er der syv engagerede undervisere tilknyttet.
rmh

Skriv en kommentar