(Last Updated On: 19. april 2017)

Af Jan Pedersen, biolog og fugleoptæller i ådalen

I kommunens største sammenhængende natura 2000 område, Tryggevælde ådal, flyver smukke vibehanner rundt over de enge, der blev afgræsset i fjor. Det gør de ikke for sjov skyld, ej heller for vores skyld. Nej, de signalerer, at her ruger vi og her forventer vi at opfostre et kuld unger. Men odds er hårde, faktisk virkelig hårde. Især er der kampen mod kragerne. For hver vibe flyver der mindst to fødesøgende krager rundt. Og så tæller vi endda ikke rågerne med. For viberne er det en trættende kamp, at skulle jage hver eneste snu og spejdende krage på flugt, uden at den når at lokalisere rede og æg.

Reelt er kampen tabt på forhånd for de fleste par. Men det ville være synd at fortælle det til viberne, for så ville de nok ikke orke at vende tilbage næste år. Og viber, rødben, dobbeltbekkasiner og andre vadefugle er nu engang karakteristiske indslag i enhver god eng – eller som det hedder i Natura 2000 sproget – ”rigkær”. Så dem skal vi kæmpe for at fastholde i ådalen. Punktum.

Heldigvis kan vi mennesker gøre en masse for viberne. For det første kan vi bestræbe os på at få græsningen til at lykkes endnu bedre, end den gør i dag. Derved bliver vibebestanden større og mere modstandsdygtig ud fra reglen om, at ”sammen står vi stærkere”. Men sankeren og lodsejeren kan gøre endnu mere. Langs ådalen står der masser af velegnede rede-træer for kragerne. Og hvis ikke træerne er egnet til reder, så er de altid egnede til udkik. Kragefugle regnes for de mest intelligente blandt fugle. Deres hjerner kan rumme komplekse mønstre og årsagssammenhænge, der får dem til at læse vibernes færden som en åben bog. Spejdende fra 10 m højde er det ingen sag for så kloge fugle at lokalisere reder og tømme dem for æg eller unger. Men hvem siger, at træerne skal være så høje? Hvorfor styner vi ikke piletræerne igen? Hvorfor fælder vi ikke i forvejen faldefærdig rødgran, eller rydder pilebuske midt på engene? Gjorde vi det, ville vi komme tættere på ådalens sande udtryk – det som Martin A. Hansen besynger. Og viberne ville takke os med vibe-sang.

En anden glad nyhed er, at engene hvert år tiltrækker spændende gæster som hvid stork, brushøns og stor kobbersneppe. Disse fugle ynglede engang her, og i deres lille ært af en hjerne tænker de, at ”her ser i grunden ikke så værst ud”. Men vurderet tættere på, under stille fouragering i engene, rammer eftertanken dem: Engene er enten for små og usammenhængende, for ugræssede, for høje eller der er noget helt fjerde galt. Det er forklaringen på, at disse arter er sjældne her til lands. Skal man vende den udvikling, så skal man lægge en plan for, hvordan man udvider de i forvejen velegnede områder. Eksempelvis har engene ved Kirkestien været gennem en meget turbulent udvikling de sidste 30-40 år – fra ugræsset til velafgræssede i slut 90’erne og begyndelsen af 00’erne, for så igen helt at miste græsning her de senere år. Undtagen lige en parcel syd for stien, hvor en velvillig lodsejer er gået imod strømmen og har sat dyr på græs gennem nogle år. Udgangspunktet må have været noget værre sjask. Men i dag ser engene igen frodige og varierede ud, og her er nyligt set brushøne sammen med en håndfuld vibepar. Eksemplet viser, at hvis man vil og har dyrene og aftalerne på plads, så lykkes naturarbejdet og så kvitterer fuglene (og engkabbelejerne og insekterne og så videre).

 

Skriv en kommentar