(Last Updated On: 27. februar 2015)

Ældre Sagens Vallø afdeling har de seneste 15 år holdt til på ”Vallø Strand” men det er snart et afsluttet kapitel
Vallø-Strand
Når ejendommen Vallø Strand overtages af nye ejere, håber Ældre Sagen Vallø, at kommunen er klar med et nyt sted til deres foreningsaktiviteter. (Arkivfoto: Charlotte Skøtt).

STRØBY EGEDE: Kommunen har som bekendt solgt Vallø Strand og få måneder vil den gamle bygning fra 1899 formentlig blive revet ned for at give plads til et nyt lejlighedsbyggeri. Dermed står Ældre Sagen Vallø uden tag over hovedet.
”Vi har i flere omgange været i positiv kontakt med kommunen om hjælp til at finde erstatning for lokalerne på Vallø Strand, så vi har mulighed for at fortsætte vores aktiviteter med bl.a. besøgstjeneste, IT-hjælp og undervisning til gavn og glæde for mange borgere i lokalområdet. Problemet er bare, at vi ikke har fået anvist noget nyt sted. Og vi kan slet ikke forestille os reaktionen, hvis vi bliver nødt til at indstille aktiviteterne og nedlægge Ældre Sagen Vallø for vores mere end 1800 medlemmer, hvis vi ikke har et sted, hvor vi kan mødes”, siger formand for Ældre Sagen Vallø, Peter M. Grønvold til Stevnsbladet.
Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Thor Grønbæk, C, forstår godt, at Ældre Sagen Vallø ønsker at få et nyt sted. Der er dog nogle brikker, der skal falde på plads, før det hele går op i en højere enhed.
”Ældre Sagen udfører et rigtig stort arbejde i Stevns kommune og jeg har absolut ikke fantasi til at forestille mig, at man skulle komme i en situation, hvor Ældre Sagen Vallø skal indstille sine aktiviteterne”, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget, Thor Grønbæk til Stevnsbladet og understreger:
”Vi arbejder på flere forskellige løsningsmodeller, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt pege på et nyt, permanent sted. Vi har en deadline for fraflytning på Vallø Strand og skal nok finde et fornuftigt sted til Ældre Sagen. Det kan godt være, at det i en periode mod forventning bliver en midlertidig løsning”, understeger Thor Grønbæk.

cs

Skriv en kommentar