(Last Updated On: 28. juli 2021)

Det er nu så alvorligt på ældreområdet, at Stevns Kommune har meldt ud at der vil være helt konkrete opgaver i forbindelse med dagligdagen i hjemmeplejen og på plejecentrene, som man ikke vil have mulighed for at nå i den nuværende situation.
Det er en rigtig kedelig melding, og det siger noget om at flertalsgruppen har mistet styringen, hvilket nu for alvor går udover de mest udsatte i samfundet.
DF-Stevns har i den seneste tid forsøgt at gøre opmærksom på nogle af de mangler, der er på ældreområdet. Det har mødt kritik bl.a. fra Socialdemokratiets side, men nu kan ingen længere løbe fra at det nuværende flertal ganske enkelt ikke har formået at løse opgaverne.
Det vil DF-Stevns gerne være med til at ændre, såfremt vælgerne giver opbakning til det. Ja, man kan næsten sige, at det dårligt kan blive værre på ældreområdet. At der ikke er styr på ældreomsorgen kommer oveni og i forlængelse af at der heller ikke har været en ordentlig økonomistyring i kommunen igennem flere år. Tingene hænger jo sammen.
Jeg mener, at vi skylder at gøre det bedre for de ældre, men også for de pårørende og personalet. Jeg vil gerne understrege så meget som jeg nu kan, at såfremt det måtte ske, at DF-Stevns efter kommunalvalget får indflydelse, at så vil der komme et helt andet fokus på ældreomsorgen. Vi vil rejse emnet igen og igen, også når der ikke er valgkamp.
Jeg vil gerne gøre borgmesteren, Venstre, Konservative, Socialdemokratiet mfl. opmærksomme på, at såfremt der ikke bliver rettet op på tingene, så risikere kommunen ganske enkelt at blive frataget sin selvbestemmelse fra regeringens side. Det skulle vi meget gerne undgå. Det her er alvorligt.

Med venlig hilsen
Martin Henriksen
DF-Spidskandidat
til kommunalvalget

Skriv en kommentar