(Last Updated On: 20. april 2020)

De smukke fotos af Stevns Klint kommer først op at hænge på Kulturloftet til august. (Foto: Marianne Jakobsen)

Corona: Også udstillingerne på Kulturloftet, der holder til på førstesalen over biblioteket i Store Heddinge, er blevet påvirket af corona-krisen.

Årets to første kunstudstillinger, som var med hhv. Miriam Reiner og Bente Ansholm, nåede stort set begge at blive afholdt inden biblioteket lukkede for adgang.

– På grund af usikkerheden om, hvornår forsamlingsrestriktionerne atter bliver ophævet har Kulturloftets bestyrelse besluttet at udsætte alle udstillinger, som skulle have været afholdt i månederne april, maj og juni, oplyser Kulturloftets formand, Hans Jørgen Lund Jensen.

Det drejer sig dels om Stevns Fotoklubs udstilling med fotos af Stevns Klint, som lige nu og frem til den 25. april skulle have hængt på Kulturloftets vægge.

Udstillingen er nu udsat til august.

Den efterfølgende udstilling, Miniaturer 20×20, der skulle have været afholdt i perioden fra den 2.-30. maj, er nu udsat til oktober.

Endelig udstiller Vibeke Frost først i 2021, i stedet for som ellers planlagt denne sommer.

– Med en velvillig indstilling fra Stevns Fotoklub, Vibeke Frost og Birgit Løkke, som alle har fået tilbudt en udstillingsperiode i 2021, har det været muligt at lave en revideret udstillingsplan, som betyder, at vi kan afholde miniature 20×20 i 2020, forklarer Hans Jørgen Lund Jensen.

Stevns Kunstforening udstillingsdato er uændret fra 11. juli til 1. august. Det samme gælder udstillingen med Ole Bach Sørensen, der er datosat til den 12. september til 10. oktober. Årets sidste udstilling er der heller ikke ændringer til, den er med Per O. Jørgensen og er fra den 21. november til 19. december.
rmh

Skriv en kommentar