(Last Updated On: 19. december 2019)

Flertallet i Stevns kommunalbestyrelse, Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative, har med vedtagelse af budget 2020 også vedtaget, at det fra 1 januar koster 720 kr. plus kørsel at blive viet uden for Rådhusets matrikel, altså ca. 1000 kr. Hvorimod det fortsat er gratis at blive viet på rådhuset i Store Heddinge.

Den beslutning rammer så lige præcis de par, som sætter stor pris på at blive viet i nogle særlige rammer, så som hjemme på egen matrikel, Vallø slot, Solgårdsparken, Ådalen, Stevns Klint, Krohaven i Rødvig og flere andre udvalgte steder.

Altså på en af Stevns kommunes naturperler, hvor parrene altid får nogle unikke brudebilleder med sig hjem, og som er en ubetalelig markedsværdi for vores kommune.

Vi mener, at disse gebyrer bider sig selv i halen, idet flere par så formentlig fravælger Stevns som vielsessted, og dermed taber blomsterhandlerne, tøjbutikker, frisører, bagerne, overnatningssteder og spisesteder med flere omsætning.

For Stevns kommune er udgiften lige stor, hvad enten man vælger udebryllup eller vielse på Rådhuset, og den forholdsvis lille indtægt forsvinder efter vores bedste vurdering i administration og færre skatteindtægter.

Flere politikere har over tid nævnt, at der ”investeres” i fremtiden, med dette tiltag rammer man direkte vores bryllupsturisme, og den omsætning der medfølger, når brudepar tilvælger Stevns som giftested.

Vær sikker på, at ingen vælger Stevns, fordi man finder det attraktivt at blive viet i et møde lokale på rådhuset i Store Heddinge.

Med venlig hilsen

Jørgen Larsen
Mogens Haugaard
Nyt Stevns

Skriv en kommentar