(Last Updated On: 1. februar 2021)

Fødselsdagsportræt: Har man set feltpræsten i den amerikanske sorte soap-komedie, Catch-22, så genkender mange nok dennes træk af venlighed, høflighed og følsomhed i sognepræst Torben Petersen, som også har været feltpræst i Bosnien, Afghanistan og Estland.

Fra ufaglært til præst

Til daglig er Torben Petersen sognepræst i Spjellerup, Smerup, Hellested og Vemmetofte, og selvfølgelig har han rund fødselsdag, 60 år, på Kyndelmisse den 2. februar, som er en gammel kristen helligdag, som Jeppe Aakjær kalder Kjørmes Knud i sangen ’Sneflokke kommer vrimlende’.
Det gjorde de måske også, da Torben Petersen blev født i Magleby, som efternøler til to større søskende.
Faren var værktøjssliber på Junckers Savværk i Køge, og der ferie-arbejdede den 14-årige Torben, og siden blev det til job på Vallø Stifts Savværk, Stevns kridtbrud, Løgfabrikken KVA ved Varpelev og Nordisk Glødelampeindustri i Herlev, så han har prøvet det ”virkelige” liv før han blev sognepræst i 1994.
– Jeg blev nærmest faglært træarbejder, tømte olietanke og fejede gulve, fortæller Torben Petersen, der dog også fik studenterhue fra Køge i 1981, og siden kastede sig over teologistudiet. Det sluttede i 1990 og året efter blev han ordineret til præst i Agersø.

Guds ord og krig

Men ligesom sneflokkene vrimlede da han blev født, kunne Torben Petersen ikke holde sig i ro, og i 1997 blev han præst i flyvevåbnet, men allerede i 1999 flyttede han over i Hæren, og havde i 2000 sin første udsendelse til Bosnien. Senere fulgte Afghanistan i 2002, og i 2018 lød destinationen på Estland.
– Jeg tror, at man bliver en bedre sognepræst, når man har været ude og opleve noget andet. Man kan hente kræfter i arbejdet med soldaterne til bedre at passe sit embede hjemme, lyder det fra fødselaren, der både ude og hjemme ser en fordel i, at perspektivet bliver større, og som finder, at der ligger en stor energi i sognepræstens arbejde, som han i den grad evner at kombinere med sit internationale udblik.
I 2015 holdt han f.eks. en mindegudstjeneste i bl.a. Hellested Kirke for terrorens ofre i Paris.
– Hvert eneste terroranslag er et anslag mod frie menneskers liv og helbred, uanset om de er hvide, sorte, gule, røde, uanset hvilket religiøs baggrund de har, uanset hvilken kultur, de bærer i deres hjerte, uanset hvilken seksuel orientering, de har. Derfor er det vigtigt at tage afstand fra alle former for terrorisme, sagde Torben Petersen dengang.

Lever med sygdom

Fritid? Har man det som præst? Måske, og her spiller interessen for historie en stor rolle for Torben Petersen, der også her formår at forene den med præstekjolen, som da han ved fastelavn viste et flot slide-show, som fortalte om denne skiks historie.
For den nu 60-årige sognepræst glæder sig ved samværet med andre mennesker.
– Mit arbejde indeholder både en frihed og en bundethed, som jeg holder af, og jeg glæder mig over samarbejdet med et dygtigt menighedsråd og vores kirkegængere, lyder det, selvom Torben Petersen i 2019 fik konstateret kræft, som betyder, at han for øjeblikket drosler lidt ned på sine aktiviteter.
– Så vidt muligt passer jeg mine gudstjenester, for det er vigtigt at bevare sin faglighed og have så megen normalitet i tilværelsen. Den smule dødelig kræft, skal ikke tage pippet fra mig, understreger han, mens de første forårsfugle kvidrer velkommen til det himmelske lys, som netop fejres ved Kyndelmisse, og til ære for Torben Petersens runde dag.

sky

Skriv en kommentar