(Last Updated On: 29. juni 2020)

Den afholdte træner blev hyldet af både forældre, elever og medlemmer. (Foto: Klaus Slavensky)

Sport: „I verden er du bare nogen, men for nogen, er du hele verden”.

Sådan står der på den ærespokal, som Sydstevns Badminton gav sin vellidte træner Hans-Erik Meincke, som i anledning af sin 75 års fødselsdag stopper som træner.

Står bag mesterskaber

Stevnsbladets læsere kender Hans-Erik Meincke fra mange sportsnyheder om vundne mesterskaber, fra lokale turneringer til Danmarksmesterskaber.

Han har tjent trænergerningen i 15 år, som han startede på, da han stoppede efter et langt arbejdsliv i Søværnet. Han har i en periode været formand for klubbnens bestyrelse, hvor Greta Nielsen samarbejdede med jubilaren.

– Det har været et fantastisk samarbejde, siger hun og udbryder et „Ork” da spørgsmålet lyder på hvor mange mesterskaber han har stået bag.

– En perlerække, der er ikke tal på dem, som han har ført til enten Sjællands- eller Danmarksmesterskaber, fortæller hun, som også fremhæver Hans-Erik Meinckes initiativ med ældrebadminton.

„Han er en ener”

Sydstevns Badmintons formand, Birger Merwald kalder den afholdte træner for „en ener”.

– Han arbejder også socialt med børnene og de unge. Flere får tilskud fra kommunen til at spille, og det er Hans-Eriks fortjeneste.

Et af medlemmerne, Leon Nørbæk Sørensen, kan huske hvordan Hans-Erik Meincke en gang sagde: „Se min nye bil”, og han undrede sig indtil Meincke tilføjede: „Nu kan jeg have alle ungerne med ud og køre”.

– Det er derfor han kaldes Mr. Badminton.

Frivillig ved Fyret

Hans-Erik Meincke er selv mere beskeden, men fortæller at han valgte trænerjobbet for at udvikle unge mennesker.

– Jeg kan lide, at der sker noget, at de bliver bedre. Det er vigtigt at de får enetræning, forklarer han succesen med de vundne mesterskaber.

– Et af højdepunkterne var nok 2017, hvor to pigehold blev danmarksmestre, men der skal vilje til, siger han, og selv om han stopper nu, vil han ikke afvise at han måske starter efter et sabbatår.

Hans-Erik Meincke er også frivillig ved Stevns Fyr, og så vil han øge sin egen træning, så kalenderen skal nok blive fyldt op, når fødselskurven er tømt for godter.

Men inskriptionen på pokalen og hans gerning vil altid være der.
sky

Skriv en kommentar