(Last Updated On: 8. november 2019)

Afslutningsturnering i gråt og regnfuldt efterårsvejr. (Privatfoto)

Store Tårnby: Lørdag d. 2. november mødtes 46 golfspillere til afslutningsturnering i Vallø golf.

– Vejret var dårligt – rigtigt efterårsvejr med snuskregn på hele runden. Positivt var det til gengæld, at vores nye forpagter af Vallø Spisehus bød på morgenmad med en lille skarp, så den indre varme var der, da vi startede ud kl. 9.30, fortæller Jytte Storm fra bane- og turneringsudvalget.

Der blev spillet Texas Scramble, som er en holdturnering, hvor der spilles lidt alternativt med kast af bold og hvor holdet også får udleveret en meter snor, som kan anvendes.

– Det er en rigtig social turneringsform, og der blev hygget rundt på banen på trods af vejret, forklarer Jytte Storm.

Turneringen blev vundet med 70 slag af Lone Ryding, John M. Pedersen, Jesper Jespersen og Kenn Glensvig.

Nummer 2 med 71 slag blev Gitte Kure, Solveig Lagoni, Thomas Mortensen og Søren Hougaard.

Selv om det var afslutningsturnering, er sæsonen endnu ikke helt slut. Der er yderligere to turneringer i år, nemlig Cross Country den 16. november og Nytårsturnering den 28. december.

Skriv en kommentar