(Last Updated On: 18. august 2020)

FOF Køge Bugts efterårskatalog bugner af nyheder

Nyt kursus hos FOF Køge Bugt giver mulighed for at opøve eget håndelag i almuemaleteknikken. (Foto: FOF Køge Bugt)

Aftenskole: En af de hyggelige traditioner i august er aftenskolernes kursusprogrammer, der dumper ind gennem brevsprækken med et væld at tilbud til alle dem, som gerne vil lære nyt sammen med andre. Sådan er det også i år, hvor FOF Køge Bugt i et stort farvestrålende kursuskatalog præsenterer sine mange kurser og foredrag.

Men noget er alligevel ikke helt som det plejer. For hvordan kan aftenskolerne håndtere corona-situationen?

Tine Koop, forstander i FOF Køge Bugt, forklarer, at borgerne trygt kan møde op i aftenskolen:

– Mine undervisere og jeg glæder os bare så meget over, at vi nu igen kan slå dørene op for vores mange kursister. Men det er selvfølgelig helt afgørende, at det sker på en tryg og forsvarlig måde. Så vi afstemmer antallet af deltagere til lokalets størrelse, så vi sikrer god plads til alle.

Vi sørger for håndsprit. Undervisningslokalerne bliver gjort ekstra rent. Vi sørger for grundig information og opfordrer til at tage gensidigt hensyn. Og så følger vi løbende sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Så jeg er helt tryg ved at byde velkommen til en efterårssæson med masser af spændende oplevelser, fortæller FOF-forstanderen.

Tine Koop oplever da også allerede nu stor interesse for de mange nye tilbud, som FOF Køge byder på i den kommende sæson:

– Vi har virkelig mange nye tiltag på paletten i år. Traditionen tro kan vi præsentere en imponerende række af kendte og inspirerende foredragsholdere. Poul Erik Skammelsen kan f.eks. gøre dig klogere på det amerikanske præsidentvalg, og derudover kan FOF byde på blandt andet Lis Sørensen, Erik Clausen, Sara Blædel, Peter Øvig og mange, mange flere, fortæller FOF-forstanderen.

De nye tiltag på kursusfronten spænder også vidt: Hvis du har en skuespillerdrøm i maven, kan du f.eks. lære skuespilteknik. Du kan give dine gamle møbler nyt liv på FOF’s kurser i møbelpolstring. Du kan vælge mellem teknikken bag 1500-tallets almuemaling eller teknikken bag digital tegning. Du kan lære nye træningsformer i såvel yoga som pilates. Og de sproginteresserede har nu også mulighed for at lære russisk.

Endelig så har FOF selvfølgelig traditionen tro hele den brede palet af klassiske kurser for dem, der vil lære sprog, gøre noget godt for kroppen, udfolde sig kreativt eller på andre måder vil krydre hverdagen med ny inspiration.

Og Tine Koop tror på, at aftenskolerne måske nu også vil appellere til folk, der ikke tidligere har været aktive i aftenskoleverdenen:

– Jeg tror, at mange har fået øjnene op for værdien af fællesskaber. Og netop det, er jo noget man kan finde hos os. For uanset, hvad du vælger at gå til, så bliver du en del af et meningsfuldt fællesskab sammen med andre, der deler din interesse for at lære nyt, slutter FOF-forstanderen.

Skriv en kommentar