(Last Updated On: 16. december 2014)

Agis-SEAS
Kontaktpersonen for AGiS Stevns sammen med foreningens formand Venke Fro Larsen og næstformand Charlotte Nyskjold, da SEAS-NVE er på besøg i Hårlev. (Foto: Privatfoto)

To gange om året uddeler SEAS-NVE ti donationer på 10.000 kroner til foreninger og initiativer, der fremmer fællesskabet. AGiS Stevns blev udvalgt og fik tirsdag den 11. november overrakt donation og diplom af repræsentanter fra SEAS-NVE HÅRLEV: Foreningen AGiS (Asperger Gruppen i Stevns) blev dannet af en gruppe frivillige forældre til unge og voksne med Asperger syndrom, som er en form for autisme. Her er åbent for alle unge og voksne med Asperger Syndrom – eller med blot en mistanke om Asperger syndrom – samt for deres familie, kæreste, venner, kontaktperson med videre.   Foreningen har fast mødedag hver onsdag aften på Hårlev Bibliotek, hvor en gruppe af unge og deres pårørende mødes og hygger sig med film, spil og snak. De unge bliver trænet i at være sociale, mens forældrene støtter og bruger hinanden til at udveksle erfaringer. Det var netop de to kriterier, som gjorde, at SEAS-NVE valgte at donere 10.000 kroner til AGiS Stevns. Foreningen har allerede planer for, hvordan de skal anvendes. ”Vi skal på en lille ferie til Rødvig Ferieby. Det bliver en social weekend – uden for sæsonen, formentlig sidst i april. Vi bliver 10 til 12 familier, der tager af sted, og vi skal spille minigolf, gå ture ved stranden og få talt sammen”, fortæller Venke Fro Larsen, der er formand for AGiS Stevns. De unge kender i forvejen området godt, for de har flere gange været på besøg i feriebyen for at spille minigolf. Og netop trygge omgivelser er vigtigt, når man har Asperger syndrom.

Skriv en kommentar