(Last Updated On: 20. april 2017)

Den 21. november er der kommunalvalg. Der skal vælges ny kommunalbestyrelse, som de næste fire år skal bestemme, hvad borgerne får for deres skattepenge.

Derfor har Stevnsbladet lavet en serie, hvor vi undersøger, hvad vi får for pengene, og hvor vi præsenterer en række af de medarbejdere, der servicerer borgerne på Stevns.

Kommunen er ikke kun et rådhus og en besked på e-boks. Den er et ansigt, en person, et menneske, som kan et fag, der gavner os.

I uge 16 besøgte vi Stevns Musikskole.

Kommunen er også Søren

Man får straks et hint om, at her spilles musik. Det ses allerede i opgangen til Stevns Musikskole. En mindre væg af Marshall-forstærkere og et par store Yamaha-kasser er stablet op. Fra husets top smyger musik sig ned ad trappeløb, ekkoer sig om gelænder og gitter. Tonerne kommer fra lokale 3.

Fra øver til udgivelse

Der er et klaver på gangen, men melodien stammer fra et lydbord. Dybt koncentreret bevæger Søren Dahl-Pedersen en mus frem og tilbage. Jeg har en aftale med lederen af Stevns Musikskole, men nænner ikke at afbryde. Lytter i stedet. Vokalen klikkes væk, bassen trækkes frem, og den gentages et par gange, indtil den rigtige volumen er fundet. Så sættes vokal og alle instrumenterne ind igen. Jeg venter et helt nummer, før musikskolelederen får øje på mig. Han stopper brat sin redigering af et indie-cover-nummer, som det lokale band, Strewtown Jam, har indspillet i en poprock-version.

Hundredvis af musikglade

Bandet består af nogle af de 150 børn og unge, som kommer for at lære at spille hos Søren og hans tolv deltidsansatte lærere. Desuden har musikskolen kontakt med over 400 elever via samarbejde med kommunens folkeskoler.

– Det giver energi at spille, fortæller Søren Dahl-Pedersen og uddyber:

– Eleverne fokuserer både på det sociale og det at spille og lave musik sammen. Vi ønsker at skabe en samværsform med plads til alle. Musikken skal være et inkluderende fællesskab, siger han.

Musikskole i ti år

Stevns fik en musikskole ved kommunalreformen i 2007, og ifølge bekendtgørelsen om musikskoler af 2008 skal disse, bl.a., medvirke til at fremme det lokale musikmiljø. Kommunen skal tilbyde børn og unge op til 25 år musikundervisning, gratis eller til nedsat betaling. På Stevns er kommunens andel to tredjedele og resten er forældrebetaling.

Starter alle børn så med blokfløjte? Nej, det er en skrøne. Men den 41-årige Søren Dahl-Pedersen gjorde. Dernæst saxofon og klaver. Køge-drengen gik også på den gymnasiale musikuddannelse MGK og fik siden job som leder af Skovbo Musikskole, før han startede på Stevns. Den erfarne leder har selv spillet i et TV2-kopiband, men som hans skægdesign á la Creedence Clearwater Revival afslører, er han nu engageret i countryrock.

Fikst og færdigt lydstudie

Søren rejser sig fra det imponerende Tascam M 3500 lydbord med 32 spor. Det er fra før skolens nye lydstudie blev indviet i januar 2017. Nu bruges mest pc og programmet Studio One. Studiet er tiptop og alle instrumenter miket op, så eleverne bare kan gå i gang – spille, høre resultatet, rette og prøve igen.

Skolen har også en SoundCloud-profil, så indspilningerne er tilgængelige på nettet.

– Før brændte vi cd’er, i dag sker det på iPad, forklarer Søren og fortsætter:

– Vi gør en del ud af at skabe samspil. En gang om året har vi en Banddag, hvor alle bands får spilletid.

Al slags musik overalt

Stevns Musikskole arbejder tæt sammen med kommunens skoler. Fra 2.-3. klasse inviteres bands til samspil, og der er nye tiltag på vej. Et sådant initiativ er en eftermiddag for ældre elever, fra 5. klasse og op, hvor de spiller sammen med lærerne, som mere får en vejlederfunktion.

Elevinteressen er primært pop-rock, men skolen har både korsang og undervisning i klassisk musik. Eleverne giver koncerter overalt på Stevns. På skoler, i kirker, i idrætscentre, og de har sågar spillet sammen med Copenhagen Phil.

– Vi vil godt lave noget nyt med skolerne, hvor vi spiller Mozart og Haydn live på klaver, oplyser Søren og forklarer videre: Eleverne skal kunne følge musikken fysisk og se lydbølgerne og prøve det selv, kommer det entusiastisk fra musiklederen,

Ingen pigegarde på vej

Men en Stevns Pigegarde bliver det nok ikke til. Der er for tiden heller ikke elevgrundlag for et bigband eller et symfoniorkester.

– Vi har ikke en fødekæde til det, som Søren udtrykker det. Men han håber på at kunne satse mere på folkemusikken, og så at kommunegrænserne kunne brydes mere, så man bedre kan favne de børn og unge, der har lyst til at udforske den musik, der findes ved siden af bandgenren.

Det er ved at være tid til at fylde lokalerne med instrumenter og børn. Vi når lige at tale om Aarhus Universitets undersøgelse af 20.000 børn og unge, som viser, at de, der synger og spiller, har lettere ved at lære. Vi passerer det proffe lydstudie, som vil være rammen om mange andre dygtige band end Strewtown. Og jo, de er fra Strewtown alias Strøby!
sky

Fakta om Musikskolen:

  • Start: 2007
  • Kommunalt tilskud i 2017: 2.018.000 kr.
  • Elevbetaling 2016: 400.000 kr.
  • Statstilskud 2016: 300.000 kr.

(Kilde: Stevns Kommune og Stevns Musikskole)

Skriv en kommentar