(Last Updated On: 17. maj 2022)

Store Heddinge: I månederne maj og juni udstiller akvarelmaler Steen Egede Johannesen et varieret udvalg af sine akvareller i Mediehuset på Nytorv.

Steen Egede Johannesen er uddannet arkitekt og har altid interesseret sig for akvarelmaling. Han har været med i Åbne Atelierdøre siden 2012.

– At male akvarel er en underlig størrelse. Når man har valgt sit motiv og sidder med sit helt hvide stykke papir, er det ikke altid, at resultatet bliver, som man havde forventet, men det er jo det, der er det sjove ved denne udtryksform. Akvarelbilleder behøver ikke at være præcise men skal tværtimod være diffuse og udtrykke en stemning, siger Steen Egede Johannesen, som fortrinsvis finder sine motiver i danske landskaber, med overvægt af stevnske motiver.

Man er velkommen til at kigge indenfor i Mediehuset åbningstid og gå på opdagelse i de detaljerige blomstermotiver, dramatiske landskabsbilleder og farverige portrætter.

Blomstermotivet, som Steen Egede Johannesen her står ved, hedder ’Røde tulipaner’. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar