(Last Updated On: 27. marts 2018)

Tommy Zacho kan fejre 40 års jubilæum i Bygma i Hårlev søndag den 31. marts. Han kender ikke blot kunderne, men også deres børn og børnebørn, som ofte vælger at handle i forretningen

Hårlev: I 40 år har Tommy Zacho arbejdet som pladsmedarbejder i Bygma Haarlev, og det har han tænkt sig at blive ved med.

– Man kan godt sige, at alder forpligter, for efter så mange år i virksomheden, forventer kunderne, at jeg ved noget, og det er dejligt at kunne give sin viden videre, siger jubilaren.

Dialog med håndværkerne

Selvom han har haft det samme job gennem alle årene, er det alligevel en anden type job Tommy Zacho har i dag.

– Dengang udleverede jeg bare varerne; forskallingsbrækker, cement og gasbeton; så var kunden klar til at bygge et hus. I dag er udvalget blevet langt større, og rådgivningsdelen fylder mere. Jeg går i dialog med håndværkerne om, hvordan de gør tingene, og alt er blevet mere teknisk. Jobbet kræver et indgående kendskab til hvordan man bruger tingene, og jeg lægger stor vægt på at holde min viden ajour.

Personlige relationer vigtige

For 40 år siden bestod Bygma Haarlev af en enkelt bygning, der rummede både trælast og byggemarked. Nu er bygningerne moderniseret, forretningen er udvidet to gange og trælast og byggecenter er adskilt. Kunderne er for en stor del professionelle håndværkere og gør-det-selv folk.
– Det er sjovt at se generationerne skifte, siger Tommy Zacho og fortsætter:

– Jeg er selv vokset op her i byen, og mange kunder har jeg kendt fra jeg var barn. Pludselig har de selv børn, og nu også børnebørn som kommer og handler hos os. Det er meget livsbekræftende, samtidig med at personlige relationer er rigtigt vigtige – både for ens egen trivsel og for forretningen.

Bor i Karise

Tommy Zacho bor i Karise sammen med sin kone Maj-Britt, der også er født og opvokset i Hårlev og arbejdede Bygma i 20 år. Fritiden bruges primært med børn og børnebørn, og på ture med campingvognen rundt i Danmark og Sverige.

Tommy Zachos 40-års jubilæum markeres internt med kollegerne efter påske.

Skriv en kommentar