(Last Updated On: 26. januar 2016)

STEVNS: Borgere kan nu ringe 80 200 500 og tale fortroligt med professionelle rådgivere på Alkolinjen, en ny national telefonrådgivning om alkoholproblemer. Alkolinjen er et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund. Formålet med telefonrådgivningen er at støtte borgere med alkoholproblemer og deres familier.
En af de højt prioriterede opgaver for rådgiverne på Alkolinjen er at oplyse borgerne om yderligere gratis og professionel hjælp og behandling.
Fokus er kommuners tilbud, som dem i Stevns kommune, hvor der findes både gratis alkoholbehandling til borgere med alkoholproblemer og til deres pårørende.

Forskellige behandlingsforløb
I Stevns kommune er der mulighed for at vælge at deltage i et ambulant forløb, hvor du bor hjemme under behandlingen, dagbehandling, hvor du bor hjemme og er til behandling i dagtimerne, eller døgnforløb, hvor du er indlagt i en periode.
– Det er meget vigtigt, at den enkelte finder frem til det behandlingstilbud, der passer bedst til dem, deres livsstil og deres hverdag. Faxe Rusmiddelcenter er et af vores kommunale tilbud. Behandlingen kan efter aftale med Rusmiddelcentret foregå for eksempel i Hårlev eller Store Heddinge. I centret kan personalet hjælpe borgeren med at få et overblik over de mange forskellige muligheder, siger Pouline Gringer, der er afsnitsleder i Stevns kommune.

Også hjælp til pårørende
Stevns kommune har i forbindelse med deres samarbejde med organisationen TUBA også fokus på at sikre, at der er den nødvendige hjælp til børn, der lever med forældre, der har et alkoholmisbrug.
– Vores samarbejd med TUBA sikrer, at unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op med en mor eller far, der lider af et alkoholmisbrug, får adgang til gratis rådgivning og terapi. Den stevnske TUBA-afdeling ligger i Store Heddinge, og de unge kan få hjælp ved at henvende sig på stevns@tuba.dk, fortæller Pouline Gringer.

 

Skriv en kommentar