(Last Updated On: 16. november 2021)

Flere end 2.100 vælgere har stemt på forhånd forud for tirsdagens valg. Det er mere end en tredobling i forhold til valget i 2017.

Billedet her blev taget fredag formiddag i sidste uge, hvor køen talte omkring ti personer ved valgbussen, som holdt foran rådhuset i Store Heddinge hele dagen. (Foto: Rikke Michael Hansen) 

Af Henrik Fisker

Stevns: Aldrig tidligere har så mange vælgere stemt på forhånd som ved tirsdagens valg til Kommunalbestyrelsen, Regionsrådet og Ældrerådet. Ifølge en status udarbejdet kort før mandag middag har kommunen modtaget i alt 2.109 brevstemmer.

Der er registreret 18.994 stemmeberettigede borgere ved dette valg, og af dem har 11,1 procent eller ret præcist hver niende vælger stemt på forhånd.

Ud af de 2.109 brevstemmer er de 56 afgivet til andre kommuner end Stevns og derfor sendt videre. Det giver 2054 brevstemmer til Stevns Kommune. Til gengæld mangler brevstemmerne til Stevns afgivet i andre kommuner i opgørelsen – de blev først opgjort efter avisens deadline.

I 2017 blev der afgivet 687 brevstemmer i alt, hvoraf de 28 blev sendt videre til andre kommuner. Der er således denne gang tale om mere end en tredobling af antal brevstemmer i forhold til forrige kommunevalg.

Valgbussen en stor succes

Langt hovedparten af brevstemmerne er afgivet i kommunens særlige valgbus, der siden begyndelsen af oktober har kørt kommunen tynd for at få så mange som muligt til at stemme. Når den ikke har været på farten, har den holdt foran rådhuset i Store Heddinge.

En mindre andel af brevstemmer er derudover afgivet i eget hjem, hvor borgere efter anmodning har haft besøg af valgtilforordnede. Det samme gælder beboere på kommunens plejecentre.

– Der er ingen tvivl om, at valgbussen har været en stor succes. Interessen for at brevstemme har været stigende, jo tættere vi kom på valgdagen, og det kulminerede i sidste uge efter statsministerens pressemøde om coronasituationen. Det har uden for diskussion sat gang i brevstemmerne med omkring 250 og 300 daglige stemmer det sidste par dage, inden vi stoppede med brevstemmerne i fredags, siger sekretariatschef Annette Kjær fra Stevns Kommune.

Skriv en kommentar