(Last Updated On: 14. december 2021)

Stigende behov for at teste for corona i privaten

Arjang Mehrdad (th) og hans medarbejdere på Stevns Apotek har længe kunnet vaccinere mod influenza. Han appellerer nu til Sundhedsstyrelsen om lov til også at vaccinere mod Covid19 for at aflaste lægerne. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Sundhed: Stevns Apotek fik udsolgt af hjemmetest i sidste uge, men der er ny forsyning på vej af tre forskellige typer, fortæller apoteker Arjang Mehrdad i Store Heddinge.

– Vi har oplevet ens tor efterspørgsel, og i sidste uge solgte vi 50 styk. Vi har både test til næse og spyt, fortæller Arjang Mehrdad, der understreger, at apotekets antistoftest ikke er gangbar til forevisning på restaurantbesøg, biografer og andre offentlige steder, hvor der kræves gyldig corona-test.

– Men den kan give én vished om man er negativ eller positiv hurtigere end at bestille tid eller stå i kø ved test-centrene, siger apotekeren.

Stik mod influenza

Stevns Apotek har på Nytorv i Store Heddinge længe kunnet vaccinere for influenza og lungebetændelse.

– På landsplan er over 600.000 blevet vaccineret mod influenza. Alene på Stevns har 2.000 fået et stik, og vi har også vaccineret ca. 400 af Stevns Kommunes ansatte mod influenza, oplyser Arjang Mehrdad, som ikke kan forstår hvorfor sundhedsmyndighederne ikke giver apotekerne lov til at deltage i Covid19-vaccinationerne.

For øjeblikket har Regering og Sundhedsstyrelsen optrappet vaccinationsprogrammet, og der mangler vaccinatører overalt i Danmark til at imødekommet behovet for førstegangsvaccinerede og for de, som venter på deres 3. stik.

– Vi vil hurtigt kunne aflaste lægerne, og hos os er der fire som kan vaccinere. Lige nu venter vi på at kunne starte med at vaccinere 2 til 6-årige mod influenza, og vi vil med kort varsel kunne tilbyde Covid19-vaccination, hvis vi får lov, slutter apoteker Arjang Mehrdad.

Regionen: Nej til apoteker

Stevnsbladet har forsøgt at få Sundhedsstyrelsens kommentar, men de henviser til Det Nære Sundhedsvæsen under Region Sjælland, som forklarer, at Covid-vaccination ikke kan ske på apoteker grundet hensyn til borgerne.

– Borgerne skal overvåges i 15 minutter efter vaccination af hensyn til bl.a. allergiske reaktioner, og det skal ske af sundhedsfagligt personale. det andet er, at denne vaccine er meget mere kompliceret end vacciner mod influenza. Covid-vacciner skal have det rigtige blandingsforhold, og der stilles særlige krav til temperatur. Dette setup kan apotekerne ikke leve op til, men det kan praktiserende læger og de særlige vaccinationscentre, som borgerne kan bruge, meddeler Region Sjælland.
sky

Skriv en kommentar