(Last Updated On: 3. maj 2017)

Den 21. november er der kommunalvalg. Der skal vælges ny kommunalbestyrelse, som de næste fire år skal bestemme, hvad borgerne får for deres skattepenge.

Derfor har Stevnsbladet lavet en serie, hvor vi undersøger, hvad vi får for pengene, og hvor vi præsenterer en række af de medarbejdere, der servicerer borgerne på Stevns.

Kommunen er ikke kun et rådhus og en besked på e-boks. Den er et ansigt, en person, et menneske, som kan et fag, der gavner os.

I uge 17 besøgte vi fritidskonsulenten.

Kommunen er også Yasmina

Hvad er det, som siger: Klomp, ziiich, klatsch, bonk, bonk, slam, bam, smak. Det er hallyde.

Det ville Yasmina Liv Zacares kunne svare på i søvne. Det er nemlig en del af hendes job. For hende er det ikke støj, nærmere effektlyde. Klangen af arbejde.

Vigtigt koordinationsmøde

Yasmina, med det vitale mellemnavn, er nemlig fritidskonsulent i Stevns Kommune. Hun er på besøg i Strøbyhallen, hvor hun har et møde med halleder Egon Wille.

Den daglige drift af Strøby Idrætscenter er overgået til AIK-Fonden, men det er fortsat Stevns Kommune, der står for tildelingen af tider i hallen.

Derfor er Yasmina Zacares på udvekslingsbesøg, og derfor akkompagneres deres samtale af lyde og aktive unger i hallen.

193 arbejdsgivere

Fritidskonsulenten har mange opgaver. Rådgivning af og sparring med samarbejdspartnere. Projekter skal igangsættes, styres og koordineres. Der skal sikres borger- og brugerinddragelse. Deltagelse i tværgående opgaver, også ud over kommunegrænsen. Der skal også gennemføres udviklings-, planlægnings- og analyseopgaver og sagsfremstilling til det politiske niveau. Med mere. Så der er nok at tage fat på. Foreningslivet kræver sit.

– Der er heldigvis ganske få foreninger, der lukker, kommer det energisk fra Yasmina Zacares, der løfter hænderne og siger:

– De kan tælles på én hånd. Der er altid nogen, der vil kæmpe. Vi har 193 foreninger på Stevns. Det er jo det forpligtende fællesskab, som vi lærer som børn, der holder ved.

Masser af folkeoplysning

Hun remser eksempler op. Sports- og kulturforeninger, amatørteatre, Venligboere, roklubber … og hov, forsamlingshusene hører også med. Man ser logistikarbejdet for sig. Det var også en kæmpeopgave efter kommunalreformen, forstår man, at koordinere halvøens fritidsaktiviteter. Sammenlægge og bevare foreninger, bevillingsfordele midler.

– Vi skal sikre fælles oplevelser, i hele kommunen, understreger Yasmina, og hun ved hvordan:

– Stevns er på fritidsområdet opdelt i større byområder, og jeg handler på behov og ønsker i de konkrete situationer.

Bred idrætsbaggrund

I træningstasken har hun et “foreningsforløb” fra DGI, som bl.a. fokuserer på unglederuddannelse.

– Vi kan hjælpe med at optimere et bestemt område, fortælle hvordan man rekrutterer frivillige og bestyrelsesmedlemmer, trænere og medlemmer, fortæller Yasmina, som har en baggrund i idrætsorganisationsverdenen.

Elleve år i Idrættens Hus og DIF. Et par omgange i Danmarks Cykle Union, hvor hun var med til at afvikle Post Danmark Rundt. Så bryllup, kærlighed og kildevand på landet og arbejde på bosted for udviklingshæmmede. Nu tre børn og ildsjæl for fritid på Stevns. Det magter man, når man er aktiv løber. Ikke bare et halvmarathon; når man hedder Liv, er det et rigtigt marathon.

Journalisten kender tiden. Lige under gennemsnitstiden for kvinder.

Borgerønsker til fritid

Men ellers er der ikke noget gennemsnitligt over fritidskonsulenten. Ambassadør for foreningerne og leder af fritidsområdet. Mange nye opgaver vinker forude. Hal i Rødvig? Udbygning af tre-fire stærke spots i kommunen? Fælles kulturhus? Og så er der en øget indsats for de store børn og unge. Den 42-årige inspirator kan snildt fylde arbejdsskemaet ud med endnu ni år på posten.

– Det er virkelig borgerkontakt på den sjove måde, kommer det fra Yasmina som svar på, hvad hun kan lide ved sit job.

– Det er så alsidigt. Når jeg går hjem om aftenen, er der tit 80 procent af det udførte arbejde, der ikke var planlagt. Aktive borgere, stort behov, smiler hun.

Liv er lig resultater

Måske tænker Yasmina på dem, som vil have rådgivning om vedtægter, hjælp til at starte en ny forening og blive godkendt til støtte, som vil låne et gratis lokale, eller også glæder hun sig over den nye portal, der skal binde kommune og borgere sammen.

Besøget i Strøby Idrætscenter er ved at være slut. På falderebet nævnes, at det lokale vandværk har gravet, så strømmen til elmasterne på udendørsbanerne er ustabil. Det noteres, at en kollega med forstand på de dele skal kontaktes. Til sidst: besøg på kunstgræsbanen og skatebanen.

Der findes 128 synonymer for ordet liv. Virkeliggøre, er et af dem, Det passer ganske godt på Yasmina Liv Zacares.

Pow-pow. Wow, lyder det fra hallen. Nej, det var lyden af Yasmina på vej til nye opgaver.
sky

(Foto: Klaus Slavensky)

Fakta om Fritidsområdet

Så meget har kommunen afsat i 2017 til forskellige fritidsaktiviteter?

  • Frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde: 1.310.000 kr.
  • Fritidsaktiviteter uden for folkeoplysningsloven: 101.000 kr.
  • Til stadion og idrætsanlæg: 12.348.000 kr.

Kilde: Stevns Kommune

Tidligere artikler i serien:

Skriv en kommentar