(Last Updated On: 5. januar 2021)

Hanne Stensen Christensen bliver ny udviklingschef i affaldsselskabet ARGO

Direktør i Stevns Kommune, Hanne Stensen Christensen skifter til ARGO den 1. februar, hvor hun skal arbejde som udviklingschef. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Navnenyt: Affalds- og energiselskabet ARGO har hentet deres nye direktør i Stevns Kommune: Hanne Stensen Christensen, der siden 1. december 2018 har virket som direktør for områderne Politik & Borger (der omfatter områderne Erhverv, Fritid, Kultur og Turisme) samt Teknik & Miljø i Stevns Kommune.

Hanne Stensen Christensen er uddannet miljøbiolog og har også en ledelsesmæssig baggrund, blandt andet som tidligere direktør i Lejre Kommune. Hun har således en lang erfaring indenfor miljøområdet.

– Med Hanne får ARGO en erfaren og strategisk arbejdende udviklingschef, som umiddelbart kan sætte sine kompetencer i spil i forhold til de vigtige udfordringer, som ARGO og selskabets ni ejerkommuner står overfor på affaldsområdet. Vi modtog 51 ansøgninger, heraf rigtig mange velkvalificerede til jobbet som udviklingschef, og valgte Hanne, grundet hendes ledelseserfaring, indgående kendskab til den kommunale verden og viden om affaldsområdet, siger direktør i ARGO, Trine Holmberg Lindegaard.

– Jeg glæder mig til at bruge min viden og erfaring, i samarbejde med ARGOs medarbejdere og ledere og ikke mindst ejerkommunerne, til at bringe ARGO videre i arbejdet med den grønne omstilling og mere cirkulær økonomi, siger Hanne Stensen Christensen.

Hanne Stensen Christensen starter i ARGO den 1. februar 2021. Kort tid efter stopper også kommunaldirektør Per Røner i Stevns Kommune. Således vil der kun være én ud af de nuværende tre direktører tilbage: Ralf Klitgaard Jensen, som siden januar 2020 har været direktør for områderne Arbejdsmarked, Børn & Læring samt Sundhed & Omsorg.
rmh

ARGO:

  • Er landets tredjestørste affalds- og energiselskab.
  • Er ejet af ni kommuner, Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns.
  • Driver kraftvarmeværket ’Energitårnet’ i Roskilde, 14 genbrugspladser, to genbrugsbutikker, et genbrugsanlæg og et miljøcenter.
  • Er derudover medejer af Afatek A/S og Dansk RestproduktHåndtering A.M.B.A.
  • I alt er 167 beskæftiget i selskabet.

Kilde: ARGO

Skriv en kommentar