(Last Updated On: 16. december 2014)

Donation-arkivetFormand for Stevns Lokalhistoriske Arkiv, Poul Henriksen, arkivleder Erik Mouritzen med et fæstebrev der udfoldet er i A3-format; formatet kan de nu skanne i én arbejdsgang på den nye A3 skanner. Yderst til højre er det formand for Stevns Brands Fond, Kjeld Frederiksen, som netop har overrakt de 25.000 kroner til Stevns Lokalhistoriske Arkiv. (Foto: Charlotte Skøtt)

Hvad du ønsker skal du få… lyder en sætning i ”Højt fra træets grønne top” – og det passer præcis til Stevns Lokalhistoriske Arkiv, som har modtaget 25.000 kroner fra Stevns Brands Fond STORE HEDDINGE: Arkivet i Egestræde er for alvor trådt ind i den digitale tidsalder; den private forening har i mange år gjort flittig brug af it og været langt fremme i edb-skoene, men den teknologiske udvikling går hurtigt – også i arkivverdenen. De frivillige medarbejdere på arkivet kan ikke udføre deres arbejde, stille deres viden og materialer til rådighed uden it. Og it kræver jævnlig opdateringer og nyanskaffelser. ”Derfor har vi søgt Stevns Brands Fond om økonomisk støtte til bl.a. opgradering af styresystem til Windows 7 på de ældre computere, en ny computer inklusive skærm, to scannere, en printer/scanner som kan tage A3, en ny server med fire terabyte samt en fritstående opslagstavle”, forklarer arkivleder Erik Mouritzen til Stevnsbladet. Fuld fart på it Stevns Lokalhistoriske Arkiv råder over ni computere, har trådløst netværk og en 50 mbit netforbindelse samt diverse printere og skannere, der kan klare forskellige formater. Erik Mouritzen er tidligere it-lærer på Strøbyskolen har derfor indsigt i it-verdenen og han sørger løbende for at arkivets maskinpark er så opdateret som muligt, idet de frivilliges arbejde dermed bliver både lettere og sjovere. ”Det digitale udstyr har stor betydning for vores arbejde, og bl.a. registreringer af materiale sker jo digitalt. Desuden har vi mange henvendelser både her fra Stevns men også andre, der søger oplysninger – og mange henvendelser sker digitalt, hvor vi også svarer tilbage digitalt”, forklarer han. Lokale penge Både arkivets formand, Poul Henriksen, og Erik Moritzen er glade for »Brandkassens« økonomiske håndsrækning, da det nye udstyr er nødvendigt for at tilgodese nye krav bl.a. i forbindelse med registrering af indkomne materialer. ”Jeg er imponeret over jeres indsats her på arkivet. Og så er fondens penge jo også penge, der er skabt på egnen; det er lokale folk, der har brugt »Brandkassen«”, sagde Kjeld Frederiksen, formand for Stevns Brands Fond, mens Poul Henriksen indskød: ”Og pengene bliver hermed på egnen og gør nytte”. Forening af frivillige Stevns Lokalhistoriske Arkiv er foreningsejet og har 270 medlemmer. De betaler hver 80 kroner i årskontingent. Foreningen modtager et årligt tilskud fra Stevns Kommune, som også stiller lokalerne på Store Heddinge gamle skole gratis til rådighed for de frivillige ildsjæle på arkivet. Der er i alt 13 frivillige på arkivet; Erik Mouritzen har i forbindelse med en indrapportering til en kultur statistik regnet ud, at medarbejdernes arbejdsindsats svarer til 2,4 fuldtidsstillinger pr. år. ”Vi har et rigtigt godt arbejdsmiljø – men som mange andre foreninger – vil vi også gerne have yngre medarbejdere. Så skulle der sidde nogle, der har lyst til at være med på arkivet, så kontakt os”, lyder opfordringen. cs

Skriv en kommentar