(Last Updated On: 17. marts 2020)

Hvad gør I hjemme hos jer?

Corona-virus: I går blev landets institutioner, skoler og uddannelsessteder officielt lukket. Børn og unge, og i vid udstrækning også deres forældre, fik besked på at blive hjemme i 14 dage.

Undervisningen og arbejdet skal dog så vidt muligt stadig passes; det er blot blevet på nogle væsentligt andre præmisser, end dem de fleste af os er vant til.

En ny situation

Så hvordan får man så det hele til at glide nogenlunde konfliktfri, når en familie på fire skal være sammen på en helt anden måde, end de er vant til. Ja, vi har jo alle prøvet at holde tre ugers ferie sammen, men det kan på ingen måde sammenlignes med den situation, vi står i lige nu.

Al kontakt med andre skal så vidt muligt begrænses, hvilket betyder, at det er slut med legeaftaler og besøg hos bedstevennen og -veninden, fritidsaktiviteterne er sat på standby, besøg hos bedsteforældrene må også vente og gåture i det fri skal gerne foregå i behørig afstand.

Børnene må – i hvert fald ind til videre – gerne mødes til udendørs leg, men vi skal passe på hinanden, blandt andet ved at være mindst muligt sammen.

Struktur med et ugeskema

Selvom skole og uddannelse er lukket ned for en periode, er undervisningen ikke lagt på hylden. I stedet skal der dagligt laves hjemmeopgaver og kontakten med skole og lærere foregår via intranet og aula.

For mange er det uvant med hjemmeskole, og har man som forælder hjemmearbejde at passe ved siden af, kan det godt blive en udfordring at få det til at fungere for alle. Er man to hjemmearbejdende forældre, kan det være en rigtig god idé at dele sig, så man på skift arbejder koncentreret med sine egen opgaver, men den anden hjælper med skolearbejdet.

En rigtig god idé er at udarbejde et ugeskema med faste tidspunkter for de forskellige opgaver, der skal løses i løbet af skoledagen, for det giver dagen struktur. Børnene kan med fordel være med til at lave skemaet, både ift. indhold og udseende. Det giver både medbestemmelse og mulighed for at være kreativ.

Barnets lærer har formentlig udarbejdet et ugeskema, og det er et godt udgangspunkt. Men husk også at indlægge pauser i løbet af dagen til både leg, motion, hygge, fordybelse, spil og spisepauser.

Hvis det er muligt, er det også hensigtsmæssig at indrette et ’klasseværelse’ et sted i huset, hvor man opholder sig, når skoleopgaverne skal løses.

Læring i hverdagsopgaver

Regitze Flannov, der er formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, anbefaler også at foretage sig forskellige huslige sysler sammen med barnet i forhold til alder. Det kan være at handle ind, lave mad og bage, planlægge en rejse, gå udenfor og lave havearbejde eller at lægge et husholdningsbudget.

Ture i skoven eller ved stranden er også oplagte læringssteder, hvor man kan gå på opdagelse i naturen samtidig med at man får frisk luft og motion.

Hvad gør I hjemme hos jer?

Vi vil gerne høre fra jer læsere, hvordan I gør hjemme hos jer. Send en mail med jeres tips og gode idéer, så opdaterer vi løbende vores hjemmeside med gode forslag. Skriv til os på: redaktionen@stevnsbladet.dk.
rmh

Skriv en kommentar