(Last Updated On: 16. juni 2020)

Medlemmerne havde en dejlig aften, som alle havde set frem til. Selvfølgelig stadig med afstand, som det ses på foto og fortsat anbefales af myndighederne. (Privatfoto)

Motion: Endelig blev det den 8. juni, hvor løbeklubberne atter måtte åbne for fællesaktiviteter.

Det benyttede de sig af i Stevns Løbeklub, hvor 32 glade medlemmer mødte op til træning en dejlig lun sommeraften.

Det var tydeligt, at alle havde savnet fællesskabet, det gode humør og de godmodige drillerier, men efter lidt opvarmning lykkedes det at få alle sendt af sted på forskellige ruter på smukke Stevns.

– En del har under coronanedlukning lavet små private løbesammenkomster, så de fleste har holdt formen, siger Anne Munch fra løbeklubben og fortsætter:

– Og ellers er det jo sådan i Stevns Løbeklub, at hvis formen driller, så starter man på det holder, som passer til ens form. Stevns Løbeklub er fleksible, det handler om at overhale sofaen.

Stevns Løbeklub starter nyt begynderhold efter sommerferien, så er man på udkig efter en løbeklub som er seriøs, sjov og social, så hold udkig efter indlæg i Stevnsbladet.

Også Valløby Motion i gang igen

Også Valløby Motion er klar til genåbning efter coronanedlukningen – den ugentlige løbetræning begyndte lørdag 13. juni kl. 14.00 fra Præstegården i Valløby.

Klubben følger de retningslinjer, der er udstukket af myndighederne, så er det op til alle, der møder op, selv at overholde dem, påpeger klubben.

– Valløby Motion glæder sig til at se alle medlemmer igen efter at have ligget stille i tre måneder. Sommeren er lang, og der er mange træningsture endnu, samt to afdelinger af klubmesterskabet, der skal afvikles. Den første er programsat til lørdag 18. juli, mens anden afdeling er lagt lørdag 17 oktober med efterfølgende sæsonafslutning, lyder det fra klubben.

Skriv en kommentar