(Last Updated On: 10. maj 2022)

Højeruplund: 24 autocampere – og deres ejere – var forrige weekend samlet til 20 års jubilæumstræf på den grønne plæne ved Traktørstedet Højeruplund.

Det var foreningen DK-AutoCam, der havde inviteret medlemmerne til en hyggelig weekend med jubilæumsfest, god mad, masser af hyggeligt samvær og generalforsamling, som blev afholdt i det grønne, da vejret bød på solskin.

Se billederne fra en hyggelig lørdag eftermiddag, hvor der blev serveret kaffe og kage til deltagerne. Den flotte og velsmagende jubilæumskage var leveret af Karise Bageri. Forenings formand Eddy Gandløse skar for og uddelte jubilæumskage til alle. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

DK-AutoCam er en mindre autocamperklub med omkring 60 medlemmer, som kommer fra hele landet. Klubben blev stiftet i 2002 og nuværende formand, Eddy Gandløse og hans kone Rita, bor i Strøby Egede – når de ikke lige er på landevejen med deres autocamper.

– Klubbens formål er dels det sociale samvær, som vi har, når vi mødes til vores arrangementer. Vi udveksler også erfaringer og så handler det om det frie liv, fortæller Rita, mens hun viser parrets autocamper frem.

Og flot er den, ligesom alle de andre autocampere på pladsen. Her er både helintegrerede, delintegrerede og alkovemodellen, og så nogle af de nye, mindre vogne, ’Vans’ bliver de kaldt. Alle er de smart indrettet med sove-, sidde- og spiseplads samt køkken, bad og toilet, så alt er med i bilen, uanset hvor man kører hen på ferie.

Dans og jubilæumskage

Festlighederne begyndte allerede fredag aften, hvor der blev serveret biksemad på Traktørstedet Højeruplund, som også stod for morgenmaden både lørdag og søndag. Frokosten lørdag blev indtaget hos Mad & Ro på Stevns Fyrcenter, mens der lørdag aften var treretters festmenu, tomandsorkester og dans på Traktørstedet Højeruplund. Begge overnatninger foregik naturligvis i egne vogne.

Og vældig hyggeligt så det ud, da avisen kiggede forbi lørdag eftermiddag, hvor der blev serveret kaffe og lækker jubilæumskage fra Karise Bageri.

– I løbet af året mødes vi til ’forhjuls- og efterhjulstræf’, afhængig af om træffet ligger før eller efter jul, og vi mødes skiftevis for året enten Øst eller Vest for Storebælt, forklarer formanden, mens han skærer for og deler jubilæumskage ud.

Alle autocamperne stod parkeret i to lange, lige rækker på området ved siden af parkeringspladsen og i det græsklædte mellemstykke mellem bilerne var haveborde og -stole stillet op på en lang, lige række og så blev der ellers hygget, udvekslet ferieminder og erfaringer på kryds og tværs.

En vogn var lige vendt hjem efter 5 måneder i Portugal, mens en anden havde kørt langs vandvejen og vandmøllerne i Europa hele vejen ned til Sortehavet og retur igen, igennem så anderledes lande og kulturer som bl.a. Bulgarien, Rumænien og Moldova. Mange roste især forholdene i Tyskland og Østrig, hvor stort set alle byer, små som store, har et par pladser til autocampere. Og alle var de begejstrede for den frie ferieform med autocamper, der både egner sig til korte endagsture og månedlange ferier i ind- og udland.
rmh

Skriv en kommentar