(Last Updated On: 3. marts 2021)

Sejlrenden ved Garderhøjen Havn er næsten væk. Som det kan ses på billedet kunne folk gå deres corona-tur på den sandklit, som er opstået mellem havn og hav. (Foto: Klaus Slavensky)

Natur: Vores lokale digter, Charlotte Blay, skriver i sin ’Vandsang’: »Sejle, sejle, sejle ude på det store vand, der er høje bølger og meget langt til land, der er så mange ting man kan – når bare der er vand.«

Sådanne vemodige tanker deler hun nok med de mange bådejere, som for tiden er sandet inde i Garderhøjen Havn.

Til havs efter påske

Stevns’ lille idylliske havn ved Vejs Ende og Strøby Ladeplads ”betaler” dyrt for at være en af Danmarks dejligste naturhavne med søgræs i stedet for betonmoler.

– Vi sander til hvert år, endda flere gange i løbet af sæsonen, fortæller havnefoged Henrik Mortensen, som dog erkender, at den korte isvinter i februar har presset sand og sten så langt ind i land, at folk undrer sig over hvorfor der er rejst en bro, når man jo bare kan gå ad stranden uden at blive stoppet af sejlrenden.

– Det sker især, når nordenvinden driller. Men jeg vil tro, at bådene kan komme til havs efter påske. Vi skal lige have overstået påskeøsten, lyder det fra havnefogeden, som har været i jobbet i 36 år og ved, hvad han taler om.

Sandrydning koster

Deres udsendte må lige konferere med DMI for at finde ud af, at påskeøsten er et vejrfænomen, hvor det i en længere periode i foråret blæser koldt og tørt fra øst ind over Danmark.

– Vi skal have en sejlrende på halvanden meters dybde, forklarer Henrik Mortensen, der også beretter, at det kan klares af en gravko fra land og vedligeholdelsen af sejlrenden i løbet af året sker ved hjælp af en vognmand.

– Men det koster. Halvdelen af vores indtægter går til sandrydning, så det ville være godt at kunne få en mere permanent løsning, lyder det fra den erfarne havnefoged.

Nogle gange har Stevs Kommune givet et tilskud, fordi Ungdomsskolen også har klubhus og sejlads fra Garderhøjen Havn, ligesom den navnkundige skude, Valløbåden, hvor der er plads til 6-8 personer inklusiv skipper. Og med foråret lige om hjørnet plus lempede corona-restriktioner, så er der nok flere end Charlotte Blay, som glæder sig til at synge ”Sejle, sejle, sejle ude på det store vand”.

sky

Skriv en kommentar