(Last Updated On: 14. maj 2020)

Man kan fint spille badminton udendørs, så længer det ikke regner og blæser alt for kraftigt. (Privatfoto)

Corona: Efter flere uger uden aktivitet i de lokale idrætsforeninger blev det den 24. april atter tilladt at benytte kommunens udearealer til sportsaktiviteter.

Sydstevns Badminton var hurtige til at gribe bolden og tænke kreativt.

Og kreativitet er nødvendig, hvis badmintonspillet skal fungere udendørs, for de traditionelle fjer- og nylonbolde dur ikke i det fri, det er de alt for vindfølsomme til.

I stedet indkøbte klubben ekstra net i det lokale byggemarked og nye specialbolde velegnet til Open Air Badmintion, eller sagt på godt dansk ’havebadminton’. Den 1. maj blev to testbaner sat op på græsarealet bag Sydstevnshallen.

– Testen gik fint trods den lette østenvind, idet hallen gav læ på arealet ned mod togbanen, oplyser Birger Merwald fra Sydstevns Badminton.

Anderledes men sjovt

For klubbens voksne og 60+ FleksiFjer spillere er det nu muligt at spille en omgang havebadminton bag Sydstenshallen om lørdagen og søndagen.

For at sikre, at forsamlingsforbuddet på maksimalt 10 personer ikke overskrides, skal spillerne booke tid via doodle-appen.

Den første lørdag blev spillet dog aflyst, da regnen gav glatte baner, men om søndagen var der fuldt hold med i alt 10 spillere.

Også klubbens ungdomsspillere er glade for at kunne svinge badmintonketcheren igen. (Privatfoto)

– Spillet blev på alle måde udfordret. Underlag og banemarkering var ikke, som det plejer at være og specielt vinden, der var gået i nord-nordvest, gav store udfordringer. Men det blev til to timers sjov og grin, hvor kroppen blev rørt, og trods kravene om at holde afstand var gensynet dejligt for os alle, fortæller Birger Merwald.

Også klubbens ungdomsspillere har nu fået mulighed for at spille Open Air Badminton. Der spilles tirsdag og onsdag ved henholdsvis Sydstevnshallen og Stevnshallen.
rmh

Skriv en kommentar