(Last Updated On: 22. februar 2019)

Hårlev: Stevnsbladet talte forleden med en umådelig glad formand for bankoforeningen ’Byens Banko’, der så dagens lys den 4. september sidste år.

For opbakningen har ifølge Karsten Wejdemann været overvældende, og han oplyser, at der i gennemsnit er 125 deltagere hver eneste tirsdag aften.

– Det går godt, mere end godt. Sidste tirsdag var vi 143. Og til julebanko var salen helt fuld med 180 deltagere – og jeg måtte endda sende en 15 stykker hjem igen, fortæller formanden, der gerne vil sige et stort tak for opbakningen.

Kommer langvejs fra

Selvom foreningen kun er et halvt år gammel, tæller den på nuværende tidspunkt 388 medlemmer.

Og nogle af dem kommer langvejs fra for at spille med:

– Vi har både deltagere fra Hvidovre, fra Rønne på Bornholm og sågar 2 fra Schweiz, fortæller Karsten Wejdemann.

Søg støtte til lokale tiltag

Den store succes betyder, at foreningen allerede nu er klar til at modtage de første ansøgninger om støtte.

Faktisk har foreningen allerede været i gavehumør. Ved juletid uddelte de fem SuperBrugsen-gavekort til trængte Hårlev-familier. Og SuperBrugsen i Hårlev lagde lidt ekstra til julehyggen, nemlig and, rødkål og kaffe.

Men nu er der officielt åbent for ansøgninger. Ifølge foreningens vedtægter kan foreninger og klubber søge støtte til sociale og kulturelle aktiviteter i Hårlev by og til projekter til udvikling af Hårlev by.

– Vi modtager løbende ansøgninger, og man er velkommen til at søge – både til stort som småt – og også selvom arrangementet først er på et senere tidspunkt, forklarer Karsten Wejdemann.

Ansøgningen kan afleveres hos Karsten Wejdemann i Blomsterhuset på Hovedgaden 10A, eller man kan kigge indenfor på Hårlev Kro tirsdag aften, inden bankospillet går i gang.

– Kom mellem 17 og 18.30, hvor vi er i salen og gør klar til aftenens bankospil, forklarer han.

Man er selvfølgelig også velkomme til at spille med. Der er banko hver tirsdag aften fra kl. 18.30, og der spilles om en samlet præmiesum på 20.000 kroner. En gang om måneden afvikles månedsspillet, hvor der er 24.000 kroner i præmiepuljen.
rmh

Skriv en kommentar