(Last Updated On: 9. december 2019)

Forvaltning anklages for manglende uvildighed

Der er opstået uenighed om hvad kommunalbestyrelsen har stemt i forhold til udviklingsplanen for Strøby Egede. På fotoet ses nogle af de 350 beboere, som i april 2019 mødte op til borgermøde om selvsamme plan.
(Arkivfoto: Stevns Kommune)

Politik: Tre partier i kommunalbestyrelsen har sendt en klage til Ankestyrelsen om rådhusforvaltningens og flertalsgruppens håndtering af to punkter på kommunalbestyrelsesmødet den 27. november i år, som drejede sig om udviklingsplanen for Strøby Egede, og den spektakulære sag om byggeri ved Ådals Mark.

Tvivl om objektivitet

Det er Nyt Stevns, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, som beder Ankestyrelsen om at tage stilling til en række spørgsmål vedrørende afstemningsproceduren, samtidig med at de tre partier udtrykker tvivl om forvaltningens uvildighed og objektivitet i sagen om eventuelt byggeri ved Åstræde i Strøby Egede.

De tre partier bilægger en række dokumenter fra udviklingsplan, høringssvar, mailkorrespondance mv., og finder, at “der er blevet tilbageholdt væsentlige oplysninger om byggeplanerne i området for et samlet udvalg op til PMT d. 05.2.19”.

Ved – ved ikke?

PMT står for det politiske udvalg, Plan-, Miljø- og Teknikudvalg, som Flemming Petersen (V) er formand for, og det antydes i klagen, at han skulle have haft kendskab til en sag om regnvandsbassin og byggeprojekt, og dermed interesse i fremme af en lokalplan, samtidig med at han offentligt (Dagbladet 22.11.19) har tilkendegivet, at der ikke er modtaget et konkret projekt.

Derfor mener de tre partier ikke, at sagsforløbet vedr. nr. 486 (Dagsorden) og 509 (Udviklingsplan) er “foregået, som det skal”.

Udvalgsformand Flemming Petersen kommenterer forløbet således:

– Der er ikke lavet noget konkret projekt på Ådals Mark endnu. Jeg har set ønsker og tegninger, og et ønske er ikke noget konkret projekt. Et konkret projekt vil altid inddrage en borgerhøring, og det vil også være tilfældet her, hvis der kommer et, lyder hans præcisering.

Borgmester: Afventer tilsynet

De tre partier beder Ankestyrelse om at tage stilling til en række tekniske procedurespørgsmål vedrørende afstemningsmetoder, og spørger direkte Ankestyrelsen om den omstridte udviklingsplan for Strøby Egede skal i fornyet borgerhøring på grund af “de relativt omfattende ændringer”, som er lavet i dokumentet, og som kan medføre eventuel byggeri på Ådals Mark.

Borgmester Anette Mortensen siger til Stevnsbladet, at Stevns Kommune har ikke modtaget kopi af klagen eller en henvendelse fra tilsynet om at de skulle have modtaget en klage.

– Vi afventer derfor en eventuel henvendelse fra tilsynet, lyder det fra borgmesteren.

Hvorfor denne klage?

Stevnsbladet har spurgt Dansk Folkeparti og Enhedslisten om en sådan klage ikke er et drastisk skridt at tage?

„Hvorfor accepterer I ikke bare at der er et politisk flertal, som mener noget andet, og som derfor stemmer jer ned? Er det ikke blot demokratiets vilkår?”

DF: Blev ikke orienteret

Varly Jensen (DF) mener, at det er flertalsgruppen, som skal respektere demokratiets vilkår.

– Vi har ikke haft en chance for indblik i hele sagsforløbet. Vi er blevet foreholdt beslutningsgrundlaget. De har pligt til at holde os orienteret, og det er ikke sket, siger Varly Jensen.

Ø: Dybt kritisabelt

I Enhedslisten syntes man også, at sagshåndteringen er gået helt gal.

– Vi syntes, at det er uacceptabelt at man sender en udviklingsplan i høring, hvor man ikke omtale den byggeplan der ligger for Ådalsmark, når nu der foreligger en helt konkret byggeplan for området, siger Jan Jespersen (Ø).

– Vi finder det også dybt kritisabelt, at der i omtalte udviklingsplan er blevet ændret i teksten, efter den har været i høring, mener Jan Jespersen, der tilføjer, at det ikke er den samme tekst, som man stemte om på kommunalbestyrelsesmødet, der har været i høring.

N: Rodet afstemning

Mogens Haugaard fra Nyt Stevns finder det ikke drastisk af inddrage Ankestyrelsen.

– Det, som falder os for brystet er, at vi først får væsentlige oplysninger via aktindsigt, som har betydning for hele Ådalområdet, så det er også på borgernes vegne vi klager, forklarer han.

– Og så bekymrer det os, at afstemningen blev så rodet; for det er ikke korrekt, at der blev stemt om udviklingsplanen.

Ekspert: Forstår klagerne

Forskningschef og kommunalpolitisk ekspert, Roger Buch, har set på baggrunden for denne sag, og finder, at det er en klage, som Ankestyrelsen vil tage stilling til.

Han har også vurderet om hvorvidt der “implicit” blev stemt for hele udviklingsplanen, og ikke kun et ændringsforslag, som kommunaldirektør Per Røner har ment var tilfældet.

– At stemme om et ændringsforslag er ikke det samme som at godkende helheden, siger Roger Buch, og henviser til når der f.eks. vedtages finanslov eller kommunale budgetter, så stemmes der først om alle ændringsforslag og derefter om den samlede helhed.

– Det samme system gælder for lovgivning i folketinget, og bør også gælde kommunale beslutninger, så med mindre borgmesteren ændrer referatet, kan jeg godt forstå dem der vil klage over fortolkningen af beslutningen og referatet, konkluderer Roger Buch.

sky

 

Hvad er Ankestyrelsen?
Ankestyrelsen er en uafhængig styrelse under Social- og Indenrigsministeriet.
Ankestyrelsen er klagemyndighed, blandt andet på social- og beskæftigelsesområderne, men også på en række andre områder.
Ankestyrelsen udsender og offentliggør visse afgørelser i anonymiseret form som principmeddelelser. En principiel afgørelse er en bindende retskilde, som bl.a. kommunerne skal anvende ved afgørelser i tilsvarende sager.
Kilde: Ankestyrelsen

Hvem er flertalsgruppen?
Flertalsgruppen i Stevns’ kommunalbestyrelse består af Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative, med i alt 13 medlemmer ud af kommunalbestyrelsens 19 medlemmer.

Skriv en kommentar