(Last Updated On: 24. januar 2020)

Grib battet, tilmeld dig bordtennis for 60+’ere og slå nogle slag for fællesskab, bedre form og bedre helbred.

DGI Landsstævne 2013 i Esbjerg

Et slag bordtennis giver både god motion og et smil på læben. (Foto: Bo Nymann)

Himlingøje: Slagene for en bedre seniortid slås i stærkt stigende grad ved landets bordtennisborde. Mens bordtennissporten generelt har stagneret i en del år, griber flere og flere danskere over 60 år battet for at serve, loope og smashe.

Også i Himlingøje Gymnastikforening kan seniorer spille bordtennis, og fredag den 31. januar er man velkommen til at kigge indenfor i Himlingøje Forsamlingshus og prøve en duel.

Det er mellem kl. 10-12, og der vil være mulighed for at låne både bat og bolde. Til gengæld skal man huske et par skiftesko.

Mange sundhedsfordele

BAT60+ er etableret i et samarbejde mellem BordtennisDanmark (BTDK) og DGI Bordtennis, DIF (Danmarks Idræts Forbund) og af Veluxfonden.

Projektet i Storstrømsområdet udføres af et samarbejde mellem DGI Storstrømmen og BAT60+ Danmark.

En af initiativtagerne til BAT60+ projektet, Ole Hückelkamp fra Bordtennis Danmark vurderer, at seniorerne har fået færden af en idrætsgren, der i særlig grad passer til ældre og skaber glæde.

– Bordtennis er en lempelig sport, der udføres på en lille overskuelig arena. Den kræver ikke dyrt udstyr og den er forbundet med en række sundhedsgevinster. Der er videnskabelig evidens for, at sporten fremmer reflekser, balance og koordination, træner hjernens planlægning og udøvelse af bevægelser og hæmmer fedme, aldersdiabetes og demens, siger den anden initiativtager, Gert Jørgensen fra DGI.

Ifølge det centrale foreningsregister medlemstal.dk er antallet af bordtennisspillere over 60 år fordoblet til 4.000 på kun tre år, når man ser på DGI’s og BTDK’s medlemstal tilsammen. Desuden er der mange 60+ spillere i uregistrerede foreninger rundt omkring i landet, hvor der står bordtennisborde indendørs såvel som udendørs.

Skriv en kommentar