(Last Updated On: 18. januar 2021)

Store Heddinge: En 17-årig kvinde blev natten mellem lørdag den 16. januar og søndag den 17. januar antastet af en fremmed mand, da hun kom gående af Vestergade.

Den unge kvinde var gået fra området ved togstationen og videre ad Vestergade i østlig retning. Undervejs bemærkede hun en fremmed mand, som fulgte efter hende, og i Vestergade havde manden pludselig taget fat i hende og befølt hende på benene og forsiden af kroppen uden på tøjet.

Den 17-årige skreg op ved overfaldet, og det er formentlig blevet hørt af en anden mand, som fra et ukendt sted pludselig råbte op.

Råbene fik den forulempende mand til at opgive sit forehavende, så den 17-årige kunne løbe fra stedet. Ifølge politirapporten fulgte manden efter den 17-årige, inden han forsvandt. Kvinden så ikke, hvor han forsvandt hen.

Da hun ankom til en privat adresse i byen nogle få minutter senere, slog hun kl. 03.53 alarm til politiet, som sendte flere patruljer til byen.

Politiet afhørte den 17-årige og ledte efter den mistænkte, som af offeret bliver beskrevet som:

Mand, dansk af udseende, 40-50 år, kraftig af bygning, iført sort jakke og briller. Manden talte dansk, da han bad offeret om at være stille, da hun skreg op under overgrebet.
Det lykkedes ikke politiet at finde den mistænkte. Politiet behandler sagen som blufærdighedskrænkelse.

Skriv en kommentar