(Last Updated On: 27. april 2021)

Joy Mogensen lyttede til cello-oktet og køer

Af Klaus Slavensky

Kulturminister Joy Mogensen med musikken i centrum, cellisten Jacob Shaw og fhv. borgmester Mogens Haugaard klar til klassisk koncert for to- og firbenede tilhørere i Lund på Stevns søndag den 25. april. (Fotos: Klaus Slavensky)

Musik: Scandinavian Cello School i Lund på Stevns inviterede i weekenden på unik klassisk koncert i en kvægfold, med otte cellister fra syv forskellige lande og en henrykt kulturminister.

Kulturens rose

Den helt unikke koncert lagde ud med Jacob Gades Tango Jalousie, som regnes for det mest spillede danske musikværk rundt om i verden, og det skete med højlydte tilfredse muh-hilsner fra fhv. borgmester Mogens Haugaards Herefordkvæg, for det var på hans familiegård, at den særegne koncert fandt sted.

– Det er et godt eksempel på hvordan kulturlivet i Danmark kommer ud i alle egne af landet. Oplevelsen i dag får mig til at tænke på Shakespeares ord om, at en rose vil dufte lige sødt, uanset hvilket navn det end havde. Sådan er det også med kultur og musik. Kulturlivet finder altid en måde at få roser til at dufte, sagde kulturminister Joy Mogensen (S).

Et tilløbsstykke

Det var et flot og smagfuldt repertoire, som var arrangeret af den verdenskendte cellist Jacob Shaw, som har slået sig ned på Stevns og som åbnede Scandinavian Cello School åbnede i 2016 for at uddanne og støtte unge cellister samt styrke deres muligheder for en international karriere.

Den folkekære tv-vært Peter Kær, som selv havde bidraget med en komposition til koncerten, introducerede de forskellige musikstykker som bl.a. omfattede uddrag fra Dvořáks New World, Franz Liszts Ungarsk rapsodi samt værker af Tjajkovskij.

– De unge mennesker formår at blande klassiske genrer i en nutidig indpakning, så det er svært ikke at smide mundbindet af begejstring, lød det fra Peter Kær, og det corona-begrænsede publikum var enig.

Desværre havde over hundrede forsøgt at tilmelde sig, men maestro Jacob Shaw håber at kunne gentage succesen på et senere tidspunkt.

– Arrangementer blev udsolgt på rekordtid, men jeg er sikker på, at vi kan gøre det igen eller finde på noget nyt og spændende, siger Jacob Shaw.

Kulturminister: Gave til lokalsamfundet

Kombinationen af forårslet klassisk musik, åbent landskab og græssende køer havde ikke kun tiltrukket mediefolk fra lokale tv-stationer og Danmarks Radio; også en kulturreporter fra New York Times var landet på Stevns for at lave en reportage om celloskolen og den unikke koncertoplevelse.

– Jeg har aldrig før været til et sådant kulturarrangement, en musikkoncert i en gård, og de er så dygtige. Det er verdensklasse, udbrød en bevæget kulturminister efter koncertens ekstranummer med Edith Piafs Hymne a l’amour.

– Det er dejligt når nogen har noget på hjertet og fremfører det med så høj kvalitet. Her gik natur og kultur sammen, og det er en gave til lokalsamfundet. Det har bare været en så god udflugt til dejlige Stevns, sagde Joy Mogensen, som meget gerne kommer igen, når Stevns Klint Besøgscenter åbner i 2022.

Støtte til børnearbejde

Efter koncerten fik kulturministeren lejlighed til at tale med de unge musikere, som blot er nogle af de mere end 60 musikere fra hele verden, som har gæstet Stevns.

Det hele er gratis for de unge, og skolen finansierer de unges uddannelse gennem donationer og koncerter. Men foruden at spille formidabelt, lege med tempo og musik, så sjælen lettede og tiden, sammen med cellobuerne, bare strøg afsted, så var koncerten også en velgørenhedskoncert til fordel for Børns Voksenvenners nyttige arbejde.

——————————————————————————————————

Billedreportage fra en cellokoncert i børnehøjde

Lund: Lørdag formiddag var der cellokoncert for børnene, og som det også fremgår af billedreportagen var det en vellykket formiddag med tilfredse koncertgæster, der fik stimuleret alle sanserne.

Det var et hit at komme ind i kostalden, for her kunne børnene fodre kvægene med hø og kraftfoder.

Ved siden af scene og publikumstelt var der køer og nyfødte kalve i nabofolden.

Og så var der lune popcorn i bægrene, god musik fra scenen og dejligt solskinsvejr fra oven – og bagefter var der mulighed for at spille på den store kontrabas.

På scenen var indehaver af Scandinavian Cello School, britiske Jacob Shaw, der nu bor på skolen lidt uden for Lund sammen med de syv elever. De kom fra hhv. USA, to fra Polen, Østrig, Skotland, Danmark og Kroatien.

En del af billetsalget gik til Børns Voksenvenner, der solgte lune popcorn, sodavand og juice til koncertgæsterne.

De to værter Mogens Haugaard og Louise Nordgaard.

(Fotos: Rikke Michael Hansen)

 

Skriv en kommentar