(Last Updated On: 20. september 2021)

Store Heddinge: Kulturloftets næste udstilling er en separatudstilling med fotografier af Bjørn Hernes.

Bjørn Hernes er født i Norge og i dag bosat i Permatopia, Karise.

Bjørn Hernes iværksætter det oversete, gør det aktivt. Det er begivenhedsløse begivenheder. Eller begivenhedsløse landskaber.

Efter uddannelse som indretningsarkitekt i 1973 arbejdede han på teatre i Norge og Danmark. Samtidig var han pressefotograf for billedbureauet Alfa Press. Efter bifagseksamen i filmvidenskab på KU 1976 og en række kurser på Filmskolen fulgte 16 år i filmbranchen som rekvisitør og scenograf med spillefilm, reklamefilm og TV produktioner.

I 1990 udgav Bjørn Hernes bogen Varens Tid; dansk hverdagsliv oplevet gennem Daells Varehus’ kataloger, på forlaget Amanda. Han var kunstnerisk leder af pinsekarnevallet i København 1997-1999, og har også været med i udvikling og realisering af mange meget forskellige kunstproduktioner, i samarbejde med billedkunstnere, musikere, komponister, skuespillere og forfattere.

I 2009 tog han fotografiet op igen, og arbejder nu full time som billedkunstner, primært med fotografi.

Bjørn Hernes undersøger det han ser, og leger med den virkelighed fotografiet påstår at afbilde. Han har haft fokus på udstillingens tema: Begivenhedsløse landskaber i al den tid han har holdt i et fotografiapparat.

Bjørn Hernes opsøger tilfældigheder, og gør stedet ikke-tilfældigt, giver stedet betydning. Det som fascinerer ham, er ikke det fantastiske, ikke det smukke, ikke det særegne, ikke det pæne eller smukke. Heller ikke det mystiske. Men det banale. Fordi det som banalitet er defineret som uinteressant.

Udstillingen på Kulturloftet bliver en retrospektiv udstilling, de ældste billeder er fra 2011. Den åbnes med fernisering lørdag 25. september 2021 kl. 11.00 hvor Bjørn Hernes vil være til stede.
Se udstillingen i galleriet på 1. sal over Stevns bibliotek i Store Heddinge i bibliotekets åbningstid indtil den 23. oktober 2021.

Skriv en kommentar