(Last Updated On: 25. juni 2019)

Se billederne fra Honning&Jordbærdagen, arrangeret af Østsjællands Biavlerforening (fotos: Rikke Michael Hansen).

Stolpehuse: Som biavler har man typisk flere ledige timer om vinteren end i sommerhalvåret, og dem har medlemmerne af Østsjællands Biavlerforening benyttet til at bygge nye hoteller til deres bier.

Med god, professionel hjælp fra pensioneret tømrer Willy Larsen fra Rødvig er det blevet til hele fire nye insekthoteller. Det ene står hos Østsjællands Biavlerforening, Stolpehuse 3, og det nye hotel blev officielt indviet ved foreningens Honning&Jordbærdag i lørdags.

– Der har været et øget fokus på bier de seneste år, også her i Stevns Kommune, som er blevet en bivenlig kommune, der planter blomsterstriber. Men faktisk er manglen på redepladser endnu større end manglen på føde, så det bliver spændende at følge det nye bihotel, sagde konsulent i Danmarks Biavlerforening, Lise Hansted, ved indvielsen.

Der var også taler fra formanden for Østsjællands Biavlerforening, Ole Ejlersen, som takkede tømrer Willy Larsen mange gange for det flotte og solide tømrerarbejde samt kommunalpolitiker Line Krogh Lay (R), der glædede sig over endnu et godt initiativ for bierne.

Venteliste til biskolen

Også Østsjællands Biavlerforening – der ifølge næstformanden Finn Helbo tæller omkring 300 medlemmer – har mærket den stigende interesse for bier de seneste år. Hvert år i perioden fra maj til september bliver der afholdt biskole hver tirsdag og torsdag aften, og leder af skolebigården, Poul Madsen, oplyser, at der allerede er venteliste til næste års hold.

På Honning&Jordbærdagen var der rig lejlighed til at blive klogere på bierne, blandt andet med guidede ture ned til bistaderne, og foreningens medlemmer stod klar til at svare på spørgsmål.

Man kunne også se honningen blive slynget, bage pandekager over bål og købe honning og andre birelaterede produkter med hjem.
rmh

Skriv en kommentar