(Last Updated On: 9. juli 2021)

Lægehelikopter blev sendt til uheldsstedet for at flyve en tilskadekommen til sygehuset

Klippinge: Onsdag den 7. juli kl. 13.41 skete et uheld i krydset Kirkeskovvej og Seeinhusvej, hvor to biler kolliderede.

En 42-årige kvinde fra Store Heddinge kørte ad Kirkeskovvej mod Øst, hvor hun havde ubetinget vigepligt i krydset. Ifølge oplysningerne i politiets døgnrapport overså kvinden en bil, som kørte ad Seeinhusvej mod nord, med en 19-årige mand fra Store Heddinge bag rattet. Den 42-årige kørte frem i krydset og bilerne stødte sammen.

Kvinden slap uskadt fra uheldet, mens den 19-årige mand blev meldt muligt alvorligt tilskadekommen, så en lægehelikopter blev sendt til uheldsstedet. Han kom selv ud af sin bil umiddelbart efter uheldet, inden den brød i brand.

Da politi, brandvæsen og en ambulance nåede frem, havde flammerne godt fat i mandens bil, og den nåede at udbrænde helt. Manden blev undersøgt af mandskabet i lægehelikopteren, som ikke vurderede hans tilstand kritisk. Han blev bragt til sygehuset i ambulance, hvor han blev undersøgt for sine skader. Det er ikke oplyst, hvordan hans tilstand er efter ulykken.

Et vejskilt blev beskadiget af branden i bilen.

Vejen var spærret mens redningsindsatsen stod på. Omkring kl. 14.57 var vejen igen farbar forbi uheldsstedet.

Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet, og parterne vil senere høre mere i sagen.

Skriv en kommentar