(Last Updated On: 23. marts 2020)

Corona: Statsminister Mette Frederiksen har sagt det flere gange: „Bliv hjemme så meget du kan. Gå gerne en tur i det gode vejr, men hold afstand.”

Dronning Margrethe har haft samme budskab: „Myndighedernes råd er enkle: vask hænder, hold afstand, undgå fysisk kontakt, bliv hjemme.”

Der skal jo handles ind

Parolen er klar, og mange følger den: bliv hjemme, hold afstand, I må ikke fortsætte smittekæden.

Men der skal jo handles ind, og de som skal og må arbejde, gør det. Derfor var det muligt for Stevnsbladet at møde nogle stevnsborgere, som onsdag i sidste uge lige var en tur på apoteket i Store Heddinge.

Og Deres udsendte spurgte, på afstand, om hvad pokker man dog får tiden til at gå med, når caféer, biblioteker,biograf, sportscentre, skoler og institutioner har lukket.

Lis Lund Pedersen:
Der bliver set mere tv, men jeg læser en del, og så strikker jeg. Der bliver rigeligt med bløde pakker til jul. Jeg ved, at min datter leger med sine børn, så der bliver rigtigt hygget.

Marianne Larsen:
Vi har lige fået nyt køkken, så det skal vi i gang med at male. Så vi har nok at gøre derhjemme. Og så er vi ikke typerne som keder os. De 14 dage skal nok gå hurtigt.

Jan Poulsen:
Jeg har masser at lave. Har lige været på Stevns Friskole for at hente computer og bøger, så vi kan hjælpe børnebørnene med lektier. Jeg tror nok, at vi kan få hverdagen til at gå.

Sine Callesen:
Jeg arbejder hjemmefra, og det går fint. Ind imellem så løber jeg med børnene og vi går på legepladsen. Lektier bliver lavet på iPaden, og så bliver der leget gemmeleg i hele huset.

Kenneth Bang Jensen:
Min kone er lærer og jeg har forældreorlov, så vi hygger med vores tre børn. Der bliver spillet brætspil, bagt boller og gået ture i Bøgeskoven. Vi prøver at få det hele til at blive kvalitetstid.

Birgit Pedersen:
Hvad vi får tiden til at gå med? Ja, min mand er i garagen, der kan han altid finde på noget at lave. Og så handler vi, og ser lidt tv. Jeg læser en del, og så løser jeg kryds og tværs.

sky

Skriv en kommentar