(Last Updated On: 23. marts 2020)

Corona: Alle apoteker og supermarkeder på Stevns holder åbent som vanligt. Man skal dog være opmærksom på, at der løbende kommer nye forholdsregler omkring bl.a. brugen af håndsprit, afstand i køen, restriktioner på varer mm. Og så anbefales det at undgå brug af kontanter; betal i stedet med kort eller mobilepay.

Meny bringer varerne ud

Købmand Morten Pedersen fra Meny i Store Heddinge tilbyder vareudbringning til alle udsatte og karantæneramte kunder.

(Foto: Meny Store Heddinge)

– Man skal blot bestille sine varer inden kl. 14, så bliver de leveret dagen efter fra kl. 10 og frem, oplyser Morten Pedersen.

Varerne kan bestilles ved at ringe på telefon 56503400 eller ved at sende en e-mail på 0375899@meny.dk.

Morten Pedersen har afskærmet for bland-selv-slik i butikken, og han glæder sig over, at kunderne er gode til at holde afstand til hinanden, når de handler dagligvarer.

Det øvrige forretningsliv følger også med i situationens udvikling og har på forskellig vis valgt at agere. Nedenfor er nogle af de lokale restauranter og butikker, hvor man kan handle og få leveret på sin hjemmeadresse – skrevet med forbehold for de ændringer, der løbende sker.

Stevns Apotek tilbyder nu at levere medicin og andre varer hjem til deres kunder.

Café Algade i Store Heddinge har lukket i den fysiske cafe, men ikke køkkenet. Nu bringes maden istedet ud af huset – alle ugens dage. Der leveres på hele Stevns. Bestiller man inden kl. 13, leveres der samme dag mellem kl. 16 og 18.

Lanterna og Restaurant Harmonien i Rødvig samt Hårlev Kro leverer også mad ud af huset. Hos Smeralda i Strøby Egede er der udover levering også mulighed for take-away.

Og hos Stevns Pizza House i Store Heddinge gør de noget helt særligt for nogle af dem, som i øjeblikket udsætter sig selv for en stor risiko ved at passe på de syge: Mandag giver Stevns Pizza House gratis pizza til sygehuspersonale, som bor på Stevns.

Selvom indehaverne af blomsterbutikken Nordahl & Friis, Camilla Friis Strømsholt og Maria Nordahl, fortsat arbejder på højtryk i butikken på Højerupvej er der lukket ned for den personlige betjening.

Kig forbi selvbetjeningsbutikken på Højerupvej 2. (Foto: Nordahl & Friis)

Til gengæld tilbyder blomsterpigerne, at kunderne blot skal ringe og bestille buketter, grønne planter, begravelsesbinderi – ja alt, hvad Nordahl & Friis er kendt for at kunne levere. Så sørger de for gratis udbringning til hele Stevns, Køge, Faxe og Rønnede.

Bestillinger, der er modtaget inden kl. 14, bliver leveret samme dag.

Camilla og Maria har også stablet en udendørs selvbetjeningsbutik på benene, hvor det er muligt at købe buketter, blomster og lækkerier ved hoveddøren foran butikken. Her betaler man med mobilepay.

Tøjbutikken Cloud Nine på Nytorv i Store Heddinge har valgt at holde forretningen lukket. Til gengæld er webshoppen åben – det samme er mail og telefonlinje, hvor butikkens indehaver sidder klar til at give gode råd og vejledning. Nye varer kommer løbende til og er der fri fragt på alle ordrer i resten af marts måned.

By Lagoni, der sælger modetøj på Hovedgaden i Hårlev holder også lukket i den fysiske butik, mens webbutikken fortsat er åben og løbende opdateres med nye varer. Leveringer i lokalområdet er gratis.

HF Butikken på Industrivej i Hårlev tilbyder gratis levering i marts indenfor 25 kilometer fra butikken. Man kan få leveret diverse foder, gas, strøelse, brændsel, sphagnum, læggekartofler, græs- og blomsterfrø og alt andet, som butikken har. Den gratis fragt gælder dog ikke helpaller og industrigas.

Kontorcenteret, Algade i Store Heddinge har travlt med at køre ud med leveringer af kontorartikler til kunderne.

En af de butikker, som fortsat holder døren åben er Junior Foto, beliggende i Rengegade i Store Heddinge. Indehaver Bjørn Billstrøm melder om stor travlhed, da det hjemmearbejdende folk har brug for tastaturer, mus og mobiltelefoner.

Skriv en kommentar