(Last Updated On: 27. januar 2020)

Hvordan kunne det overhovedet ske? Og hvad ligger egentlig til grund for briternes EU-skepsis?

Lone Theis har boet i London i mere end 16 år, inden hun i 2016 vendte hjem til Danmark. (Foto: Lars Bech)

Strøby Egede: Som det ser ud nu, er Storbritanniens løsrivelse fra EU lige om hjørnet. Hvordan det kommer til at ske, er endnu uvist, og spørgsmålene om, hvordan fremtiden kommer til at se ud, er mange.

Tirsdag den 11. februar fra kl. 19 til 21 giver tidligere korrespondent for blandt andet Politiken og Berlingske Tidende i London, Lone Theils, svar på nogle af de spørgsmål, der melder sig på banen, og hun kommer med nogle spændende betragtninger omkring Brexit, når hun besøger Fælleshuset ved Strøby Egede Bibliotek med sit foredrag.

Man har også kunnet finde hende på skærmen hos DR og TV2, når hun har givet politiske analyser fra den britiske hovedstad.

I 2015 debuterede Lone Theils som krimiforfatter med ’Pigerne på Englandsbåden’, som er den første bog i serien om London-korrespondenten Nora Sand. Siden da har hun udgivet adskillige bøger – senest ’Stilleleg’, som udkom i 2019.

Billetter til foredraget ’Brexit ved Lone Theils’ koster 50 kroner og kan købes på vstevnsbib.dk eller via bibliotekets facebook-side – begge steder under ”Begivenheder”.

Billetter kan også købes i den betjente åbningstid på bibliotekerne i Store Heddinge, Hårlev og Strøby Egede.

Skriv en kommentar