(Last Updated On: 28. september 2021)

Store Heddinge: Indehaver af Blomsterskuret på Hovedgaden i Hårlev, Christina Birkedal, udvider sin forretning med endnu en butik.

Jan Lundemann, der ejer lokaler på Overdrevsvej 2, er glad for at Christina Birkedal har valgt netop hans lokaler til at åbne ny blomsterbutik i Store Heddinge. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Siden maj 2020 har Christina Birkedal haft blomsterbutik med selvbetjening døgnet rundt, 365 dage om året og betaling via mobilepay i Hårlev, og samme koncept viderefører hun nu i sin nye blomsterbutik i Store Heddinge.

Butikken går under samme navn ’Blomsterskuret’ og får adresse på Overdrevsvej 2 i Store Heddinge; der hvor Cykelhjørnet frem til udgangen af april i år havde til huse.

I den omkring 30 kvadratmeter store butik – som hun lejer af Jan Lundemann, der bruger resten af ejendommen til tømmerværksted mm. – vil der være et stort udvalg af buketter, grønne planter, tørrede blomster og kranse.

– Man kan også købe det, jeg kalder for ’grab a bag’. Det er en pose, der indeholder forskellige udendørsplanter, som man så kan tage med hjem og plante i sine udendørskrukker, fortæller Christina Birkedal, der flere gange om ugen kører ind til Grønttorvet og henter friske forsyninger.

Der vil også være forskellige værtindegaver, delikatesser, sæber, lys, brugskunst og andet godt i butikken på Overdrevsvej.

Første åbningsdag er fredag den 1. oktober, hvor der vil være reception fra kl. 12-14.

– Det bliver med rød løber, lidt godt at spise og drikke og selvfølgelig en butik fuld af friske blomster og en masse andet godt, lover Christina Birkedal.

Ligesom i Hårlev vil Blomsterskuret i Store Heddinge også været videovervåget både indenfor og udendørs.
rmh

Skriv en kommentar