(Last Updated On: 8. september 2020)

Store Heddinge: I efteråret sidste år lancerede Snurretoppen et nyt tiltag med børnebio, hvor børn og deres forældre for kun 25 kroner kunne komme en tur i biografen og se en række udvalgte korte film tilpasset to aldersgrupper. Nu er muligheden tilbage, for lørdag den 26. september viser Snurretoppen igen små børnefilm.

Der er både skrevet bøger og lavet film om vildbassen Vitello. (Pressefoto)

Kl. 10 vises der fem små film for børn fra 3 år og kl. 11 er der seks små film for børn fra 5 år. For de mindste varer forestillingen i alt 35 minutter, mens forestillingen er på samlet 41 minutter for de større børn.

Prisen er hver gang kun 25 kroner for en billet.

– Grundet corona er der færre pladser i biografsalen. Er man flere, der gerne vil se filmene sammen, er det derfor en god ide at bestille i fællesskab, så man kommer til at sidde sammen. Vi plejer til børnefilmene at sige, at man bare kan flytte plads og sidde sammen, men det gælder desværre ikke i disse tider, forklarer Mette Schløer, der er frivillig i Snurretoppen.

De øvrige datoer for børnebio i Snurretoppen er lørdag den 31. oktober samt lørdag den 5. december.

Snurretoppens frivillige ser frem til, at der nu kommer glade børn i biografen igen.

Skriv en kommentar