(Last Updated On: 14. februar 2022)

Store Heddinge: Så er der endnu en dejlig forestilling for børn på vej i Stevns Teaterforenings regi. Lørdag 26. februar kl. 11.00 kommer Det Lille Turnéteater på besøg i Erikstruphallen med forestillingen Blåt Barn, der henvender sig til de 1 til 5-årige og deres voksne.

Peter Holst fra Det Lille Turneteater har vist mange af sine forestillinger i Stevns Teaterforening gennem årene.

Peter Holst er dukkefører og fortæller i ‘Blåt barn’. (Foto: Ingrid Lill)

– Der er altid en enkel poesi med humor, smukke scenebilleder og ramt lige ind i børnenes overvejelser om, hvordan verden hænger sammen. Peter er en blændende fortæller. Og der er altid stof til gode samtaler og eftertanke i hans forestillinger, siger teaterforeningsforperson Lene Vestergård.

I forestillingen vågner det blå barn en morgen i sin seng på den blå planet. Han ser en dør, der ikke plejer at være lige der. ”Mærkeligt”, tænker barnet, ”en dør?”. Og barnet beslutter sig for at gå gennem døren.

Døren fører ud i den store verden, hvor barnet møder en drillesyg sæl på isen, Ildsjælen i jordens hede indre og andre farverige væsener. Det bliver en lang forrygende dag, hvor han til sidst kan gå i seng, en masse oplevelser rigere.

Forestillingen handler om farver, om at opleve, sanse, lære og om at finde sin identitet. Det bliver en rejse vidt omkring på den blå planet, der viser sig at være en farverig verden.

Forestillingen varer 35 minutter og billetter kan købes på stevns-teater.dk.

Skriv en kommentar