(Last Updated On: 16. februar 2021)

Ejendomsmarked: Der er udsigt til flere markante prisstigninger på boligmarkedet og højere friværdier til boligejerne i de kommende år. Det viser den seneste boligprisprognose fra Nordea, som netop har opjusteret sine forventninger til huspriserne i 2021 og 2022.

I år forventes huspriserne at stige med 3,4 procent fra januar til december og med yderligere 2,4 procent i samme periode næste år. Det vidner om, at boligmarkedet går en lys tid i møde, fortæller Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.

– Boligmarkedet har overrasket utallige gange i 2020, og den positive udvikling er kommet bag på de fleste. Det har resulteret i, at alle boligprisprognoser er blevet opjusteret en håndfuld gange, hvor de er gået fra at være temmelig pessimistiske tilbage i foråret 2020, til i dag at forudsige flotte prisstigninger, siger hun.

– Indtil videre har pandemien ikke fået danskerne til at holde sig tilbage, når det kommer til at handle bolig. Tværtimod har vi næsten set det stik modsatte, hvor nedlukningen af samfundet har fremskyndet danskernes flyttetanker, tilføjer Lise Nytoft Bergmann.

Udsigt til stigninger

Den nye prognose varsler godt nyt til boligejerne. I december sidste år kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Stevns 1.770.000 kroner, og hvis udviklingen følger prognosen, forventes prisen at stige til 1.830.000 kroner ved udgangen af 2021 og til 1.874.000 kroner ved udgangen af 2022.

Ifølge Christian Rasmussen fra danbolig Stevns er der i øjeblikket flere købere end sælgere. (Foto: danbolig)

I Stevns kan en gennemsnitlig boligejer derfor se frem til en gevinst på 60.000 kroner i år og 44.000 kroner næste år. Det svarer til en samlet gevinst på 104.000 koner over to år, hvis huspriserne i kommunen udvikler sig som hele landet forventes at gøre.

– Sidste år blev der solgt rekordmange boliger til rekordhøje salgspriser. Mange boligejere har derfor fået et markant løft i deres friværdi og har samtidig udsigt til yderligere stigninger i de kommende år. Den udvikling kan boligejerne være godt tilfredse med, siger Christian Rasmussen fra danbolig Stevns.

– Forklaringen på de stigende priser skal findes i, at der er flere købere end sælgere i markedet og historisk få boliger til salg. Sælgerne har derfor gode forudsætninger for at få et godt salg, og med forventningen om yderligere stigninger kan sælgerne se frem til en højere gevinst, når boligen skal sælges, siger han.

På landsplan kostede et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter 2.156.000 kroner i december sidste år. Ved udgangen af 2021 forventes prisen at være steget til 2.229.000 kroner og til 2.282.000 kroner ved udgangen af 2022. Det giver en samlet gevinst på 126.000 kroner over to år.

Skriv en kommentar