(Last Updated On: 22. juni 2020)

Mødet er onsdag den 24. juni, samme dag, som regionsrådet afholder ekstraordinært møde om Østbanen, og alle medlemmer af Sjællands Regionsråd er inviteret

Østbanen: Borger- og erhvervsforeningerne langs Østbanen i Stevns og Faxe kommuner inviterer nu alle medlemmer af Regionsrådet til en kort markering af kravet om at der skal nye skinner på Østbnanem og at regering og folketing må komme på banen.

Det sker i forbindelse med det ekstraordinære regionsrådsmøde onsdag den 24. juni og markeringen finder sted foran regionshuset i Sorø kl 15.30 samme dag.

Det er borgerforeningerne Hårlev Borger og Erhvervsforening, Hellested Borgerforening, Karise Håndværker og Borgerforening, Liv i Ladepladsen, Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening, Faxe Handelsstandsforening, Rødvig Borgerforening, Strøby Egede Borger og Grundejerforening, Strøby Borgerforening samt Varpelev Borgerforening.

’Lokalbanerne er gennem mange år blevet udsultet i en grad, der har gjort det umuligt at spare op til sporfornyelsen. Situationen er akut. Hvis ikke der bliver lagt nye skinner inden for 3 år, må banen tages ud af drift. Nu må regering og folketing på banen’, skriver borgerforeningerne i en pressemeddelelse, hvor de også kan oplyse, at folketingsmedlemmerne Eva Flyvholm (EL) og Brigitte Klintskov Jerkel (K) vil være tilstede.

Borgerforeninger giver i pressemeddelelsen udtryk for flere bekymringer:

– Lokale arbejdspladser. Bl.a. er Østbanens værksteder i Hårlev netop nu ved at blive udvidet for at kunne servicere udvidelsen af Østbanen til Roskilde. Hvis banen bliver nedlagt må disse værksteder i Hårlev lukke.

– Stop i tilflytningen til Stevns og Faxe området stopper, og måske endda tilbagegang.

– De unges forringede muligheder for at komme til og fra deres uddannelsesinstitutioner bl.a. i Køge og Roskilde.

’Når den nye hurtige togforbindelse til København åbnes i 2023, vil vores område utvivlsomt blive et vækstområde. Hvis Østbanen da ikke eksisterer, vil endnu flere pendle i egen bil. Det vil hverken det lokale vejnet eller motorvejen kunne klare uden, at der opstår massive køer i vores lokalområde og på motorvejen. Det vil være til stor skade for både vores lokale miljø og klimaet’, slutter pressemeddelelsen.

Skriv en kommentar