(Last Updated On: 5. maj 2020)

Se billedserien med Borgmester Anette Mortensen (V), som fredag var hoppet i arbejdstøjet for at give en hånd med på den første tur med de nye renovationsbiler, som fremover skal hente det sorterede husholdningsaffald på Stevns. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Stevns: Fredag den 1. maj var dagen, hvor den nye affaldsordning i Stevns Kommune trådte i kraft, og i den anledning var borgmester Anette Mortensen (V) hoppet i gul vest og praktiske støvler for at køre med renovatør Urbaser på en af de nye renovationsbiler.

Der skulle både hentes glas og papir, og samtidig blev nogle af de gamle papirbeholdere tømt for sidste gang og tapet til med blå tape.

Anette Mortensen og Jens Lismoes er hoppet op bagpå bilen, mens den kører videre til næste husstand på ruten. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Borgmester hoppede op på ‘bagperronen’

Anette Mortensen fik en grundig indføring i lastbilens mange funktioner og knapper, der styrer ruminddeling, løft af beholdere, tømning med mere, af de to renovationsmedarbejdere, Anders Justesen og Jens Lismoes, der kørte dagens rute ved Skrosbjerg, Vråby og Endeslev.

Efter introduktionen blev borgmesteren sat i arbejde, og hun hjalp med at køre beholdere hen til bilen, mens Jens Lismoes stod for mekanikken. Det ene af trinbrættetene bag på den store lastbil – der hvor renovationsmedarbejderne nemt kan hoppe af og på mellem kørslerne – blev hurtigt indtaget af en modig borgmester, der således kørte dele af ruten i Skrosbjerg bag på bilen. På strækket videre til Endeslev opholdt Anette Mortensen sig dog indenfor i førerkabinen på den store hvide Mercedes.

I alt vil der være fire lastbiler, som kommer til at køre det stevnske affald til genbrug, oplyser Pernille Wagner, der er afdelingsleder for Stevns hos Urbaser. Hun og vognene vil til daglig have base på Navervej i Store Heddinge.

Læs også: Her ender dit affald

Nye tømmedage og frekvens

Med den nye affaldsordning kan man opleve ændringer til, hvor ofte og hvilke dag affaldet bliver hentet.

I indkøringsperioden vil alle husstande få tømt deres beholder med mad- og restaffald hver uge. Fra september skiftes det til 14 dages tømning. De to andre beholdere med hhv. glas og papir samt metal og plast bliver tømt hver fjerde uge.

På stevns.dk og på den nye app Affaldsportal kan man læse meget mere om den nye affaldssortering, tømmedage med mere.

De gamle beholdere bliver ikke længere tømt og vil i løbet af de næste par måneder bliver afhentet af Stevns kommune, med mindre man har meldt, at man gerne vil beholde dem.
rmh

Læs også om den nye app: Affaldsportalen

Skriv en kommentar