(Last Updated On: 25. oktober 2017)

”Brikken jeg”

Jeg hører til en af de mange, der ved læge Henrik Malchow-Møllers bortvisning ikke mere har adgang til lægehjælp i lægehuset i Store Heddinge. Konsekvensen af dette fik jeg at mærke i efterårsferien.

Jeg er osteoporosepatient med et alvorligt rygsammenfald i efteråret 2015. I den forbindelse fik jeg udskrevet receptpligtig smertestillinde medicin, og efter en periode med hel og delvis sygemelding kom jeg tilbage på arbejdsmarkedet og har været stort set smertefri i 1½ år.

Desværre fik jeg helt uventet et mindre yderligere sammenfald på min efterårsferie i Norge. Jeg havde ikke noget medicin med til den stærke smerte (jeg havde den hjemme i skabet).

Herefter erfarede jeg, at jeg nu er blevet en brik i et større spil. Jeg ringede til Nordic Medicare i Store Heddinge for at høre, om der kunne sendes en recept til Norge. Jeg fik der overraskende at vide, at det ikke er muligt at tale med en læge pr. telefon, men sekretæren ville spørge lægen.

På min senere opringning fik jeg at vide, at lægen havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg ringede til lægehuset i Etne i Norge, og de kontaktede apoteket i Etne, der bekræftede, at det var fint med en mailet recept fra Danmark, ikke noget problem. Jeg vendte tilbage til Nordic Medicare med denne besked og fik det svar, at lægen i Danmark jo allerede havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre.

Efter at have talt med 3 forskellige sekretærer, der sad forskellige steder på Sjælland, fik jeg med møje og besvær foranlediget, at jeg kunne blive ringet op af en læge fra Danmark. Efter en del timer blev jeg ringet op af en læge, der ikke ville sende recept til Norge. Meget modvilligt læste han i min journal og bekræftede, at han godt kunne se, at jeg for 1½ år siden havde fået recept på medicinen, men det var jo ”længe siden”, så han stod fast på ikke at ville hjælpe mig uden fysisk konsultation. Pågældende læge sad i øvrigt i Rungsted.

Nu måtte jeg så gå den tunge gang og ringe til Etne lægecenter igen og fortælle, at jeg ikke mere havde en fast læge i Danmark, men var blevet henvist til regionens lappeløsning og der havde fået afslag på min anmodning – ikke noget særlig godt udgangspunkt for at få hjælp fra Norge, men her viste det sig, at det er et spørgsmål om omsorg og tillid i Norge med en helt anden menneskelig tilgang til patienten. Alle var indstillet på at hjælpe. Kontrasten til Danmark oplevedes som enorm, hvilket jeg til stadighed er rystet over. Jeg fik en tid den følgende dag hos den norske læge, som efter at have hørt min historie straks udskrev mig en recept, så jeg kunne blive smertestillet og klare den lange køretur hjem.

Dette var mit første møde med det nye lægecenter i Store Heddinge og forhåbentlig også mit sidste, da jeg nu er fast besluttet på at finde et lægehus med faste læger, som vil optage mig som medlem, hvis det kan lade sig gøre.

Jeg sidder tilbage med følelsen af, at ”brikken jeg” er taget som gidsel imellem politikerne og lægestanden. Dette er yderligere et skridt væk fra velfærdssamfundet hen imod minimalstaten, som vi ser det overalt i Danmark, folkeskolen, den offentlige transport, postvæsnet, skat, den kritikløse digitalisering m.m. Alt bliver udvandet. Jeg ser ikke frem til min alderdom. Min hændelse må være et tydeligt eksempel på, hvordan man plukker statskassen uden at give noget igen. Der er formentlig krævet penge for alle 4 telefonsamtaler i Danmark.

Gad vide, hvor meget der er sparet for at undgå at hjælpe en medborger?

Lise Høybye
Tornebjergvej 14
Rødvig

Skriv en kommentar